Marketing nyder voksende opmærksomhed i toppen af virksomhederne – men kravene er også øget.
Adpeoples nye adm. dir. i København, der startede i denne uge ser det således ikke som en branche på retur, hun træder ind i. Den er godt nok under forvandling – men det er i høj grad også en branche med muligheder.
“Det er min oplevelse fra både tidligere job og mit netværk, at der er en stigende interesse for marketing – det kunne man også opleve for nogle måneder siden i et interview med Vagn Sørensen i Børsen (bestyrelsesformand i en række store selskaber, red.),” siger Sille Stener og fortsætter:
“Med opmærksomheden følger dog også voksende krav til dokumentation, effekt og til at kunne forklare sig. Udfordringen for bureauverdenen er, at den måske ikke helt har fulgt med den udvikling.”
Sille Stener kommer fra et job i direktionen hos Danmarks største advokatfirma, Kromann Reumert, og det er ikke tilfældig, at hun blev fristet af lige netop Adpeople.
“Bureauet er bygget på en række kompetencer og processer, som er relevante i forhold til de udfordringer, som marketingafdelingerne kæmper med. Samtidig har man oprustet kreativt, hvilket er vigtigt. For selvfølgelig spiller kreativiteten en betydelig rolle i forhold til at skabe resultater,” siger Sille Stener.
Der er dog ingen tvivl om, hvor hendes egen kernekompetence ligger – den er kommerciel.
“Jeg kommer med en stor kommerciel indsigt og forståelse af de udfordringer, som virksomheder og brands står over for. Det handler bl.a. om at hjælpe marketing til et bedre samarbejde med salget – samt til at komme tættere på den teknologiske udvikling,” siger Sille Stener.
Emre Gürsoy, der står i spidsen for Adpeople Worldwide, fremhæver også treenigheden af salg, marketing – og teknologi – samt de krav forandringerne stiller til kunderne.
“Der har været en del skepsis i forhold til reklamebranchens evne til at tilpasse sig de nye strukturer, som udviklingen i markeds- og medieforhold dikterer. Denne skepsis er til dels berettiget, men tilpasningen skal i høj grad også foregå hos kunderne og deres organisering af marketingfunktionen. Og dette kræver en åbenhed over for ændringerne og ikke mindst en dybere samarbejdsrelation mellem kunde og bureau,” siger Emre Gürsoy.
På et punkt er Sille Stener dog fast omkring, at det er bureauernes opgave at tilpasse sig.
“Fra mit eget virke er jeg helt overbevist om, at bureauer er nødt til at samarbejde på tværs. Det giver bedre løsninger, og der er ingen bureauer, der kan levere hele pakken. Det kan godt være, det gør det svært at drive bureau – men det er en bunden opgave at evne at drive bureau på de vilkår,” siger Sille Stener.
Ud over hendes seneste virke hos Kromann Reumert har hun erfaring fra både biler og fødevarer.