Marketing-professor uden realitetssans: Vil have Cocio-kampagne trukket tilbage

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

At stoppe en kampagne er ude af proportioner. Cocio’s målgruppe er ikke så forbrugerpolitisk bevidst, siger PR-ekspert.

Tv-udsendelsen “Chokoladens mørke side” trækker fortsat overskrifter. Udsendelsen beskrev, hvorledes kakaoplantagerne i Elfenbenskysten udnytter børn.

Danske Toms og Cocio blev nævnt i en bisætning sidst i udsendelsen, fordi de køber kakaosmør af amerikanske Cargill, som er blandt de virksomheder, der fremhæves i udsendelse.

I sidste uge var direktøren for Toms så på tv for at forklare, hvad virksomheden gør for at undgå børnearbejde – og man kan dokumentere, at man gør meget.

Nu er det så Cocios tur i mediemøllen, for i Børsen MedieMarked i går opfordrer David James, professor ved Henley Business School og gæsteforelæser i Danmark, Cocio til skrotte den nye stor-kampagne med skuespilleren Eva Mendes.

“Hvis dit navn bliver sat i forbindelse med noget så alvorligt som børnearbejde, nytter det ikke noget at køre en stor rosenrød kampagne. De bliver nødt til at trække kampagnen tilbage,” siger David James til Børsen.

Cocio har understreget, at der allerede fokuseres skarpt på brug af børnearbejde hos leverandørerne, og at al kakaomælk vil være 100 pct. certificeret om senest to år.

Det anfægter ikke David James, der mener, at Cocio signalerer, at de er ligeglade, hvis de fortsætter kampagnen.

Det agter Cocio nu at gøre – marketingchef Michael Broch Hansen finder fortsat timingen rigtig, og den beslutning bakkes op af adm. direktør Jens Kofoed fra Hill & Knowlton.

“Helt overvejende gør Cocio det rigtige. Man sætter ikke virksomheden på standby og holder op med at tjene penge, men forsøger – sideløbende med, at livet går videre – søge at rette op på forholdene,” siger Jens Kofoed.

Gør professoren et unødvendigt knæfald for de politiske forbrugere?

“Sådan vil jeg ikke formulere det. Men det segment, Cocio henvender sig til, er ikke så politisk bevidst og boykot-minded. Og hvis man udelukkende havde de kommercielle, kyniske briller på, så ville de se på, at nok højst 10 pct. vender Cocio ryggen, hvis der bliver brugt børnearbejde i fremstillingen,” siger Jens Kofoed.

Og hvis vi er mindre kyniske …

“Så gør man, hvad man kan. Og det gør Cocio – så længe det vel at mærke ikke blot er skåltaler og staffage, men et dybtfølt engagement i at få ordnet forholdene. Men at trække en kampagne tilbage og sætte en virksomhed på stand-by er et helt urimeligt forlangende,” siger Jens Kofoed.

Vi har jo set kampagner blive sat på stand-by …

“Danske Banks “Gør det, du er bedst til” gav mening, fordi man havde været ude for en føljeton af intens og direkte kritik. Men Cocio er kun ganske kort blevet nævnt, og derfor virker professorens udtalelse ikke særlig pragmatisk eller kompromissøgende. Manden har ikke realitetssans – det vidner i al fald ikke om en person, der har sin daglige gang i erhvervslivet,” siger Jens Kofoed.

Selv om en tilbagetrækning af kampagnen ifølge Jens Kofoed vil være ude af proportioner, så skal Cocios marketingchef holde et vågent øje med udviklingen . Hvis det blusser op og bliver til en altoverskyggende sag, så vil situationen være en anden.