Marketing slipper helskindet fra SAS-spareplan

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Flyselskabet skal fortsat have marketingfolk i hvert af de nordiske lande. Bureaustrukturen kan komme til overvejelse.

Lønnedgang, fyringer og flytning af administrative funktioner til Stockholm. Det er en konsekvent og barsk plan, som SAS’ topledelse i dag har meldt ud. Men ifølge meldingerne er det selskabets overlevelse, der er på spil.

I det hjørne af organisationen, der hedder marketing, ser man dog ud til at slippe helskindet. Måske fordi centraliseringen allerede har været på dagsordenen.

Der kan dog godt være elementer i marketing, som vil blive flyttet til Stockholm.

“Men der er ingen tvivl om, at vi skal have en lokal tilstedeværelse på marketing, og at der derfor skal være en lokal marketingafdeling og en markedschef i  både Danmark, Norge og Sverige,” siger Eivind Roald, der er koncerndirektør for Sales & Marketing.

Sat i forhold til den omfattende spareplan ser marketingafdelingen således ud til at slippe helskindet. Også bureauerne kan trække vejret roligt – i hvert fald indtil videre. For der kan blive tale om at overveje en central bureauløsning frem for en lokal.

“Det er ikke noget, der er drøftet eller besluttet noget om, men det er en omfattende omstrukturering, vi er i gang med, og jeg kan ikke udelukke, at vi på et tidspunkt i processen kommer til at overveje, hvilken bureauløsning, der er den bedste,” siger Eivind Roald.