En lun sommerdag, en kold øl – og så bøffer på grillen. Et helt sikkert velkendt billede i Danmark – og et billede, hvor grillen ofte bærer navnet Weber.
Men det er også typisk et billede, hvor det er en mand, der står for grillen. Nu bliver det så en kvinde, der skal stå for driften af det stærke og velkendte mærke, Weber.
Jens Bindslev har igennem 25 år bygget Weber op fra ingenting. Nu er han tæt på de 64 – og ønsker at gå på pension.
Afløseren bliver 51-årige Kirsten Ægidius, der for et år siden offentliggjorde, at hun stoppede som marketingdirektør hos Carlsberg Danmark.
Gennem de sidste 15 år er Weber-Stephen Nordic vokset støt – omsætningen alene i Norden er gået fra 60 millioner kroner i 2000 til i dag at være over 700 millioner kroner, og medarbejderstaben tæller 135 personer mod 14 i 2000.
Det amerikanske moderselskab har valgt at tildele den nordiske afdeling ansvaret for en række nye markeder, og derfor har det været helt essentielt at søge efter en efterfølger med stor international erfaring – som kender til de markeder, Weber-Stephen Nordic repræsenterer, og som kan fortsætte den udvikling, der er gang i.
Firmaet fremhæver således Kirsten Ægidius erfaring fra ikke bare Carlsberg men også globale virksomheder som Unilever og Coca-Cola Company.
“Målet for Weber er at skabe et stærkt brand globalt set. Efter et ejerskifte for et par år siden er der blandt andet blevet etableret et hovedkontor i Berlin, der står for de overordnede rammer for de europæiske, afrikanske og mellemøstlige markeder, så man har arbejdet rigtig meget med at tænke tingene ind i et større perspektiv,” siger Kirsten Ægidius og fortsætter:
“Det er dén udvikling og rejse, jeg glæder mig til at være en del af, og det er et af de områder, jeg mener at kunne byde allermest ind på. Så vi sammen kan skabe ultimative grilloplevelser for endnu flere.”
Jens Bindslev fratræder d. 1. oktober og vil stå til rådighed for firmaet resten af året.