Marketingdirektør må stoppe efter 25 år i stor FMCG-koncern

Peter Engholm
25@mail.dk

Brands som Libero og Libresse er store og synlige, men Stig Søgaard har holdt sig mere under radaren. Som international marketingdirektør har han dog stået for et budget, som kan måle sig med de største danske.

Det er en rutineret herre, der i disse uger puster ud efter godt 24 år hos den svenske FMCG-kæmpe SCA – herhjemme tidligere kendt som Mölnlycke.

Stig Søgaard har netop sagt farvel til koncernen, hvor han var marketingdirektør for Norden og Baltikum – med ansvar for brands som Libero, Libresse, Edet, Lotus og Tena. Og med et marketingbudget, der givetvis har kunnet konkurrere med det allerstørste af slagsen herhjemme.

”Jeg har de seneste 10-15 år været på farten 70 pct. af tiden, så jeg tillader mig at nyde disse uger hjemme hos familien,” siger Stig Søgaard.

Levetiden for marketingdirektører er næsten fordoblet, fra 23 måneder på posten tilbage i 2006 til næsten 45 måneder, i dag. Det viser en undersøgelse af headhunterfirmaet Spencer Stuart blandt de 100 største annoncører.

Så her kan Stig Søgaard på flere måder godt være med. De næsten 25 år i SCA-koncernen har dog ikke været som øverste marketingansvarlig alle årene – mange af årene, men langt fra alle.

”Mit forløb har været klassisk: Jeg begyndte som trainee og har været hele værdikæden i gennem – på den ene og anden led: Både lokalt, regionalt og globalt, både BtB og BtC, både salg, marketing og ledelse – ja, alt, undtagen Research & Development. Men jeg er marketeer i hjertet og har nydt at udvikle både organisationer og brands,” siger Stig Søgaard.

Men hvorfor så stoppe, når 25-års nålen er inden for rækkevidde? Et spørgsmål, der i første omgang besvares af Boo Ehlin, Vice President i SCA Corporate Communications:

”SCA har forandret sig meget – fra en tømmervirksomhed til en FMCG-koncern – og dén rejse har Stig Søgaard været en vigtig del af. Hans indsats har været aldeles strålende, men på samme måde som koncernen har forandret sig udadtil, så ændrer den sig også indadtil – med forskellige opfattelser til følge. Der var ikke enighed om strategien, og derfor går Stig Søgaard nu andre veje med sin fine trackrecord og store erfaring.”

Den udlægning bekræfter Stig Søgaard:

”SCA er gået i den helt rigtige retning: At bygge brands op og tage slagsmål med bl.a. Kimberly-Clark og P&G. Det har været en spændende rejse – med fine resultater – men jeg var uenig med den nye direktør for Norden og Baltikum om strategien, og der er ingen grund til at gå rundt med denne uenighed. Derfor har jeg sagt farvel til denne fantastiske virksomhed, som SCA er,” siger Stig Søgaard.

Og hvad så nu? Først og fremmest at puste nyt liv i det hjemlige netværk.

”Jeg har et godt netværk på nordisk plan og i England, men i Danmark har jeg været lidt under radaren. Jeg kender eksempelvis svenske, hollandske og britiske bureauer, men kun meget få danske,” siger Stig Søgaard, der også har brugt tiden på Linkedin – og søgt at give sig selv, og andre, overblikket over godt 24 år hos SCA.

”Lige nu aner jeg ikke, hvad jeg skal lave – jeg er i grunden åben, så længe jeg kan anvende mine marketing-, salg- og ledelseskompetencer. Én retning kunne være FMCG, en anden retning kunne være underholdningsindustrien, en tredje at være adm. direktør for en virksomhed i den mellemstore klasse. Jeg nyder som sagt at være hjemme lige nu, men jeg erkender også, at de rigtig spændende job typisk har et internationalt snit,” siger Stig Søgaard.