“Kommunale direktioner, der forstår digitaliseringens muligheder og fokuserer på at indhøste gevinsterne, opnår to mirakuløse ting: Bedre bundlinje og at flytte borgere til digital kanaler,” siger Michael Carvø, dir. og partner for Center for Digital Forvaltning, til Børsen.
Baggrunden er, at MyResearch har gransket samtlige 98 kommuners digitale parathed – og givet dem en Digital Performance Score (DPS) – ganske som analysefirmaet jævnligt gør det med en række brancher i erhvervslivet.
Generelt ligger kommunerne på niveau med – eller lige under – snittet for de private virksomheder, men Roskilde, Rudersdal og København, der topper med DPS-scorer på hhv. 67, 65 og 61, kan godt tåle sammenligning med de bedre inden for erhvervslivet.
Til gengæld har Kerteminde, Langeland og Vordingborg med hhv. 24, 26 og 25 i DPS kun meget lidt at prale med.
Kommuners digitale formåen – eller mangel på samme – kan ses som uopdyrket land for eksempelvis digitale bureauer og app-huse. Således er egentlige kommune-apps en sjældenhed: 4 pct. af kommuerne har en iPhone-app og 3 pct. en Android-app.
Det er ganske vist ikke et mål i sig selv, at kommunen skal twitte, blogge og lægge videoer på YouTube – omvendt hvis kanalerne effektiviserer, kan det være en god idé, mener Michael Carvø.
Og det skal i al fald ikke være hensynet til borgerne, at kommuner – og deres samarbejdspartnere – holder igen, for generelt er borgerne mere digitale end deres kommuner. Og de – altså kommunerne – har ifølge Carvø en opgave foran sig: At gøre det attraktivt at kommunikere digitalt og have fokus på effekter.
MyResearch-undersøgelsen viser, at 94 pct. af kommunerne har læs-op funktion, 73 pct. svarer på e-mail inden for et døgn, og 63 pct. af kommunerne har en Facebook-side.
Kommunerne kan ikke umiddelbart deles op efter tommelfingerregler om udkantsdanmark eller politisk farve – udover at jo højere urbanisering og større kommune, desto mere imødekommer kommunen borgerne på det digitale område.