Matas satser på mobilapp

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Kampen er skærpet på markedet for skønhed og velvære. Sephora bruger Facebook og nu lancerer Matas en mobilapp.

I sidste måned meldte franske Sephora ud, at de vil bruge Facebook i kampen for at etablere sig på det danske marked, hvor de især ser sig oppe imod Matas, som sidder godt på markedet.

Matas derimod satser på deres webshop, som de relancerede i efteråret 2011 og nu udvider de så med en mobilapp.

“Vi tog en strategisk beslutning i 2011 om at være ‘Best in class’ inden for vores område og det første skridt på vejen var en fornyelse af Matas Webshop. Den nye webshop har på kort tid resulteret i en markant forøgelse af ordremængden og en væsentlig stigning i gennemsnitsværdien per ordre, så det var et helt naturligt skridt for os at følge succesen op med en mobilapplikation”, siger udviklingschef i Matas, Allan Vincentz i en pressemeddelelse.

Mens opgaven med at få Sephora godt ind på Facebook ligger i hænderne på Guava|Netbooster, er det Hedal Kruse Brohus, der står bag den nye mobilapplikation.

Og de har naturligt store forventninger til app’en.

“Matas’ kunder tog rigtig godt imod den nye webshop og med den nye app imødekommer Matas også de kunder, der er vant til at shoppe, mens de er på farten. Matas opnåede en Top 3 placering ved E-handelsprisen 2012 med den ny webshop og vi håber på en ny topplacering til Matas’ app næste år, siger Lars Hedal, adm. dir. i Hedal Kruse Brohus, som også har udviklet webshoppen til Matas.

I den nye mobilapplikation har kunderne mulighed for at shoppe rundt blandt mere end 12.000 produkter. Derudover kan man læse Matas’ seneste tilbudsavis og få oplyst adresse og åbningstider på de Matas-butikker, der befinder sig i nærheden.

Applikationen fungerer til iPhone og de nyere versioner af Android.