Personlige relationer – herunder kendskabet til de faglige kvaliteter – ligger til grund for udvidelsen af ledelsen i det nystartede McCann Copenhagen. Det er faktisk en bevidst strategi. Og her er det naturligvis en fordel at have arbejdet sammen før.
Så når Carsten Michelsen, senior ADer hos BBDO, den 1. juni skifter job for at tiltræde som kreativ direktør på McCann Copenhagen, vil han ikke blot møde sine tidligere kollegaer fra BBDO – Mads Ohrt og Morten Ingemann – han vil også indgå i bureauets ledelse sammen med dem.
Mads Ohrt har titel af kreativ direktør, mens Morten Ingemann er adm. direktør.
“Det har hele tiden været tanken at få en stærkt og sammenspillet ledelse på plads fra starten. Med Carsten Michelsen indtræden på holdet har vi nu både et kreativt og strategisk suverænt udgangspunkt,” siger Morten Ingemann og tilføjer på det mere personlige plan:
“Carsten Michelsen er et enestående kraftcenter, såvel kreativt og menneskeligt, og det er virkelig et scoop, at vi har fået ham med om bord.”
Carsten Michelsen har 20 års brancheerfaring. Han var partner i Leise & Company, som fusionerede med BBDO i 2003.