McCann siger farvel til digital direktør

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Den ene af e to Geist-stiftere har valgt at stoppe for at “kigge mod nye horisonter”.

Da McCann for knap halvandet år siden købte det digitale bureau, Geist, var det ikke fordi de to Geist-ejere, Henrik Eggert og Mads Tagel, nødvendigvis var over lykkelige over at blive del af en stor organisation.

For de var ganske godt tilfredse med at have deres egen forretning, og de havde ikke lyst til at blive en digital afdeling i et reklamebureau, “der laver nogle bannere, når man på et reklamebureau lige husker, at sådan noget skal man også have,” som Henrik Eggert udtrykte det dengang.

Men McCanns adm. dir., Morten Ingemann, havde overbevist dem om, at man på McCann ønsker at tænke hele vejen rundt, og parterne kendte hinanden godt fra samarbejdet på forskellige projekter.

Og de to Geist-ejere erkendte også, at det var en rigtig løsning at blive del af et større set-up.

Der er ingen fortrydelse hos Henrik Eggert – alligevel har han valgt at stoppe

”Tiden hos McCann har været god og vi er kommet langt på de ca. to år vi har arbejdet sammen i. Det har været en interessant rejse, og jeg mener det var det rigtige for os, at gå sammen med McCann,” siger Henrik Eggert og fortsætter:

”Men det er ikke det samme som, at jeg kan se min fremtid i en organisation som McCann. Det har også været en rejse for mig personligt, og når jeg vender blikket indaf, så må jeg konstatere, at jeg er en anden type. Jeg har nok mere entreprenørgen i mig, og jeg vil godt tilbage til en ramme, hvor jeg i højere grad kan leve det ud.”

Mads Tagel indgår fortsat i ledelsen for McCann og overtager umiddelbart Henrik Eggerts ansvarsområder.