McCann siger farvel til sin kreative ledelse

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Og den bliver ikke genplaceret med en lignende udgave. Bureauet udfordrer sin fremtidig struktur, og overvejer om man overhovedet skal have en kreativ direktør i traditionel forstand.

Bureaumarkedet er meget turbulent og de fleste reklamebureauer overvejer, hvordan deres forretningsmodel skal se ud.

De store forandringer får nu en mærkbar konsekvens hos McCann Copenhagen. Konkret siger bureauet farvel til sine kreative direktører i skikkelse af Mads Ohrt og Carsten Michelsen, og samtidig stiller man spørgsmål ved den traditionelle tilgang til et bureau setup.

“Sådan meget forenklet fortalt, så har vi over en længere periode testet hinanden på om vi sammen var det rigtige match til eksekvering af vores vision, som også indebærer forandringsledelse fra det udkigstårn, hvor de traditionelle kreative tænker tanker. Dette er mundet ud i at Mads Ohrt og Carsten Michaelsens har besluttet at satse anderledes. Der er således tale om en beslutning truffet i fællesskab i enighed om hvad der er bedst for alle parter,” siger Morten Ingemann og fortsætter:

“Når der sker store forandringer, så udfordrer det ikke kun bureauer – det gælder også på det personlige plan – og jeg har stor respekt for, at man træffer de valg, som man synes passer bedst til en selv.”

Mads Ohrt går free-lance, mens Carsten Michelsen går sammen med den tidligere McCann-direktør, Flemming Thomsen, der er ved at starte noget nyt op. Og Morten Ingemann skal ikke nødvendigvis på jagt efter en erstatning for dem.

“Vi har selvfølgelig ikke siddet på hænderne. Jeg har længe haft konkrete overvejelser om, hvordan jeg kunne tænke den ideelle kreative struktur ind i McCann Copenhagen og med et farvel til Mads og Carsten får vi nu mulighed for at indrette os både organisatorisk og kompetencemæssigt, så der bliver større harmoni mellem det vi vil og det vi har at gøre det med,” siger Morten Ingemann og tilføjer: 

“Vi har nu fået muligheden for en ”time out” og de virkelige dygtige kreative teams, vi har på bureauet, bliver på den korte bane suppleret med, af huset allerede kendte, fast tilknyttede senior freelancere.”

Morten Ingemann erkender, at der er en ledelsesopgave, der skal håndteres – men kommer der en kreativ leder, så behøver det ikke blive en kreativ direktør i traditionel forstand.

“Vi ender vel nok med at udpege én der vil påtage sig  det formelle kreative ledelsesansvar, men jeg er ikke sikker på, at vi skal have en, der udstikker den kreative linje. Opgaven for et bureau i dag er, at folde kreativiteten meget bredere ud end man tidligere har været vant, og derfor giver det mere mening at opruste med nogle dygtige senior-teams, som repræsenterer forskellige kompetencer,” siger Morten Ingemann og fortsætter:

“Selvfølgelig ville det i en situation som denne være normalt at have en løsning på plads med det samme. Men vi har et rigtig godt hold med mange dygtige folk, vi har vundet gode og spændende kunder og er med i spændende pitches. Så vi er i en situation, hvor vi har plads til at tænke os om. Og det gør vi.”