McCann slår tilbage: Vinder Nordea i Norden

Peter Engholm
25@mail.dk

Pitchen var nordisk, teamet var internationalt – og dansk ledet; af Morten Ingemann. McCann i København og Stockholm skal håndtere et stort budget.

Efter to år med dårlige resultater havde McCann Copenhagens adm. direktør Morten Ingemann ryggen op ad muren.

Nu kan man roligt sige, at ryggen holdes rank. For en ny kunde er netop blevet bekræftet; Nordea. Og det er sket med et internationalt team, ledet af selvsamme Morten Ingemann.

Nordea er Nordens i særklasse største bank, og det er også det nordiske budget, der har været i spil de seneste måneder i en omfattende pitch.

DDB har håndteret budgettet de seneste fem år – et budget, som norske Kampanje i sidste uge fik kilder til at estimere til 320-480 mio. kr. – når man lægger alle lande og alle aktiviteter sammen.

Helt så voldsomt bliver det næppe for McCann, der skal levere en ny kreativ brandplatform på nordisk plan. Men at budgettet er stort, er hævet over enhver tvivl.

EVP – Executive Creative Director i McCann Copenhagen, Kim Jong Andersen, siger, da Bureaubiz forholder ham brancherygterne:


“Jeg kan bekræfte, at McCann Nordics har vundet Nordea-pitchen. Vi er lykkelige over, at have vundet opgaven med at skabe en vindende brand idé til en ny kommunikationsplatform for Nordens største bank samt være bureauet, der kan implementere denne på tværs af Nordeas forretningssegmenter. McCanns nordiske pitch-team havde deltagelse af vores bedste folk fra såvel netværket og med arbejde udviklet af de kreative teams i Danmark og Sverige.”

Kim Jong Andersen, der i øvrigt har en fortid med Nordea fra sin tid i DDB og Creuna, uddyber:

“Det er en stor tillidserklæring, som vi er stolte over at modtage og det viser, at McCann er tilbage for fuld styrke i forhold til at kunne levere de bedste idéer til de største kunder i regionen. Det er også en kunde, som vi mener fortjener de bedste folk, hvorfor Adam Kerj, vores nye nordiske CCO, vil komme til at spille en afgørende rolle sammen med flere stærke profiler, som vi agter at rekruttere til opgaven.”

Arbejdet for Nordea begynder nu, og håndteres fra McCann i både København og Stockholm. DDB følger de igangværende opgaver til dørs.

I en pressemeddelelse siger Magnus Aurell, der er Head of Group Brand and Creative hos Nordea:

“Det har været en idépitch, og vi har vaglt det bureau, der præsenterede det koncept for relanceringen af Nordeas brand. McCanns idé har den kraft, banken ønsker at udstråle. Den løfter og levendegør vores DNA på genial vis og er den helt rigtige måde for os at fortsætte på den store forandringsrejse, vi er begyndt på.”