Det er et længere PR-samarbejde, som står foran at slutte, når McDonald’s efter sommeren officielt siger goddag til to nye PR-bureauer.
Kæden af restauranter har afholdt en pitch om sine kommunikationsopgaver, og det betød et farvel til Burson-Marsteller, der har varetaget McDonald’s Danmarks PR-opgaver gennem mere end syv år.
”Vi har haft et utroligt langt og utroligt godt samarbejde med Burson-Marsteller, som vi nu siger farvel til i ro og fordragelighed. Bureauet fortsætter med at løse opgaver for os sommeren over,” siger Sara Helweg-Larsen, der er kommunikationsdirektør i McDonald’s Danmark.
Seks bureauer var med i pitchen, og to bureauer blev valgt som samarbejdspartnere.
”Vi har valgt Geelmuyden.Kiese og Radius som vores nye PR-bureauer. Det er endnu for tidligt at sige, hvordan opgaverne bliver fordelt. Vi er for tiden ved at lægge snittet, og forventer at tage hul på samarbejdet til efteråret,” siger Sara Helweg-Larsen.
McDonald’s kommer således til at arbejde med tre bureauer på PR-siden i bred forstand, idet man de seneste to år har haft Rud Pedersen som bureau inden for public affairs.