McDonald’s håner Burger King – som svarer hurtigt igen

Peter Engholm
25@mail.dk

Tre dage. Så længe nåede en hån fra McDonald’s at stå uimodsagt og højt hen. Så svarede Burger King igen – ved at lave en ny slutning på McDonald’s-filmen.

17 drive-in restauranter i et land kan være et pænt dækkende antal … hvis landet er San Marino eller Andorra.

Men der er langt mellem burgerne, når man er Burger King og har færre end 20 drive-ins i Vesteuropas største land, Frankrig.

Det kan være særligt kreperligt, når ærkerivalen McDonald’s har flere end 1000 McDrives samme sted. Og det bliver decideret træls, når McDonald’s udstiller ens ret-så-grovmaskede net – med en godt 15 meter høj outdoor.

I torsdag lancerede McDonald’s – med bistand fra TBWA Paris – en film, hvor to skilte sættes op uden for den lille by Brioude. Det ene skilt – det møghøje – beskriver i detaljer vejen til nærmeste Burger King Drive, 258 km væk.

Det andet skilt er standardhøjde og fortæller kort og godt, at nærmeste McDrive ligger 5 km væk.

Tell it and show it.

Men kan man ikke være stor, så må man i det mindste være kvik. Og i søndags svarede Burger King – og et andet parisisk bureau, Buzzmann – så igen. Det skete også med en film, vel at mærke McDonald’s’ egen film – i let forkortet form – til at begynde med.

Efter 30 sek. med McDonald’s, der gør nar, fortsætter filmen og viser en bil, der følger anvisningen – hen til bemeldte McDrive, for det ikke skal være løgn.

Her bestiller chaufføren en kaffe – stor kaffe, faktisk, for parret i bilen skal ud på en længere tur.

Og den længere tur? Dén kan du godt regne ud: Godt 250 kilometers kørsel for at komme frem til de eftertragtede Whoppers.

Så tak for kaffe til de lange ture – eller som det siges i filmen: ”Thank you McDonald’s for being everywhere”.

Den høje hån fra McDonald’s:

Det taknemmelige svar fra Burger King: