MEC henter ny kontaktdirektør fra OMD

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

MEC har fundet Katja Moesgaards afløser hos konkurrenten – der til gengæld har fundet en ny kontaktdirektør i egne rækker.

MEC er ved at få sin ledelse på plads efter bl.a. at have sagt farvel til Katja Moesgaard, som i efteråret gik til DBU.

Hendes afløser er fundet hos OMD i skikkelse af 44-årige Christina Jessen.

Hun kommer fra en stilling som kontaktdirektør og har tidligere været 12 år hos Carat. Igennem alle årene har hun haft kundekontakten som sit hovedområde, og hun er således en dreven rådgiver og mediegeneralist.

Hos MEC kommer Christina Jessen til at indgå i team med den eksisterende direktion og den kommende CEO Uffe Henriksen, som tiltræder d. 1. juli, hvorefter nordisk chef Claus Gilbert Clausen overgår til rollen som bestyrelsesformand.

Christina Jessens vigtigste opgave bliver at udvikle og udbygge bureauets strategiske rådgivningskompetencer.

Ud over Christina Jessen og Uffe Henriksen består MECs danske ledelse af Heine Jørgensen i Århus og Anders Laursen.

Hos OMD er Christina Jessens afløser fundet internt. Der er tale om Annette Bramsen, som har været på OMD i 11 år – som del af ledergruppen igennem en årrække og ansvarlig for nogle af bureauets meget store kunder.