MECs topchef siger farvel

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Claus Gilbert Clausen stopper i bureauet og går i stedet i alliance med en anden gammel bureaudirektør.

Mediabureauet MECs nordiske chef siger nu farvel til bureauet efter 20 år. Men Claus Gilbert Clausen (56) kunne helt sikkert godt have ønsket sig en bedre baggrund at sige farvel på, for det sker oven på et 2011, der formentlig må karakteriseres som et annus horribilis.

Først og fremmest fordi året gav et katastrofalt underskud for MEC Danmark på over 15 mio. kr.

Men samtidig kan han stoppe med forvisningen om, at han har fået sat flueben ud for opgaven at etablere en ny ledelse for bureauet. Uffe Henriksen kom til i sommer som ny adm. dir. for MEC, og han overtager nu ledelsen for hele MEC Danmark, mens den nordiske lederrolle overgår til Tom George, der er Chairman of MEC Northern Region.

“Jeg har længe overvejet at takke af, men det har været et spørgsmål om at finde det rigtige tidspunkt. Nu er der en ny og stærk ledelse for MEC Danmark, og derfor har jeg set tidspunktet som velvalgt,” siger Claus Gilbert Clausen.

20 år i mediabureaubranchen er meget, meget lang tid, og Claus Gilbert Clausen har således været førstehåndsvidne til f.eks. at tv blev det dominerende medie, krigen om gratisavismarkedet samt ikke mindst udviklingen af nye medier (Google, Facebook osv.) og digitaliseringen i det hele taget.

Ikke mindst har Gilbert fulgt mediabureauets udvikling fra at være en annonceformidlende virksomhed til at blive annoncørernes strategiske sparringspartner med henblik på såvel ROI og ROMI.

Fremtiden byder nu på noget helt andet. Fra nytår indgår Claus Gilbert Clausen partnerskab med en anden gammel bureaudirektør i skikkelse af Donald Nekman.

Det sker med henblik på videreudvikling af IAA-uddannelserne samt etableringen af et nyt forretningsområde inden for Relationship Audit Management

”I en verden, der bliver mere og mere konkurrenceintensiv på priser og ydelser, vil den afgørende faktor i valget af samarbejdspartner blive den menneskelige relation. Det betyder, at denne dimension også bør måles og videreudvikles. Derfor vil Relationship Audit Management være en vigtig og central element i fremtidens parametermiks,” siger Claus Gilbert Clausen.

Han er den anden mediabureaudirektør inden for kort tid, der stopper. For nogle uger siden meddelte Thomas Bertelsen, at han stopper hos OMD.