Republica-jubilar kan fejre 55 år i reklamebranchen

Søren Thure Milkær,
journalist

Hun er 75 år, har arbejdet i reklamebranchen i 55 år og kender menneskene i marketing bedre end nogen anden. Bureaubiz har talt med jubilar og HR-chef hos Republica Pia Kihlberg om nudging, business frem for fredagsbar og manglen på kvindelige topledere.

Foråret 1964: Don Draper skænker sig endnu en Canadian Club i sæson 4. Samtidig i Danmark får en kolerisk arkitekt en ny sekretær.

Foråret 2019: Bureaubiz drikker et krus hvidvin med selvsamme sekretær, Pia Kihlberg, som i dag er trivselschef/HR på reklamebureauet Republica og 55 år klogere på mennesker i marketing.

Det Coop-ejede reklamebureau Republica har været uden administrerende direktør siden begyndelsen af 2018. Mens medarbejderne venter, er der heldigvis erfarne folk ombord, som kan holde kursen, indtil en ny kaptajn dukker op.

De cirka 60 ansatte kan for eksempel altid tage en snak med bureauets trivselschef/HR, og det er ikke noget dårligt personalegode, for den snart 75-årige Pia Kihlberg er et naturtalent ud i disciplinen samtale.

En lille venlig dame med store nysgerrige øjne rammet ind af en knivskarp lys page. Tilstede på en helt selvfølgelig og afslappet måde. Hun taler udenom på en god måde, kommer i tanker om en ny detalje og sender flere gange mine spørgsmål retur for at høre, hvad jeg selv synes.

”Jeg interesserer mig for mennesker. Vi har jo vores forskelligheder, og det kan jeg rigtig godt lide at have med at gøre,” siger Pia Kihlberg.

I april 1964 startede hun som sekretær i det, der dengang var FDB’s kreative gren, som bestod af et arkitektkontor og et reklamebureau. Den unge frk. Kihlberg i forkontoret fandt hurtigt ud af, at hun var god til andet end at hamre i skrivemaskinens taster og renskrive referater fra de cigarrygende mænds møder.

”Chefarkitekten var meget lidt empatisk selv, så han brugte mig til de dér bløde ting, og han opdagede jo hurtigt, at jeg var en del af vejen til, at han kunne få succes. Han var virkelig en hård banan, men jeg kunne takle ham,” husker Pia Kihlberg og fortsætter:

”Han kunne udmærket godt mærke, når han havde trådt mig eller nogle af sine medarbejdere over tæerne. Så ignorerede jeg ham, og så kunne han sidde inde på sit kontor og passe sig selv, indtil han kom ud og sagde undskyld.”

Jeg elsker det kreative miljø, du ved: Drøn på, pulsen er oppe, de kan råbe og skrige af hinanden, men også falde ned igen, når det hele er afleveret.

Det lange bløde træk
I løbet af 80’erne lukkede arkitektkontoret, og Pia Kihlberg sagde ja tak til et tilbud om at blive flyttet over i reklamebureauet, der i dag hedder Republica og holder til på Gården under taget i en af de lange hvidkalkede længer ikke så langt fra Coops hovedkvarter i Albertslund.

”Her fik jeg jo også ansvaret for det dér med menneskerne, og jeg elsker det kreative miljø, du ved: Drøn på, pulsen er oppe, de kan råbe og skrige af hinanden, men også falde ned igen, når det hele er afleveret.”

Det er tydeligvis her, Pia Kihlberg befinder sig bedst. Tæt på den menneskelige faktor og HR-chefens evige nivellering af balancen mellem kollegial solidaritet og at stå på mål for ledelsesbeslutninger, der kan være barske i hårde tider.

En position, hvor det er nyttigt at have sine metoder, udviklet med intuition og menneskekundskab gennem mange årtier. Pia Kihlberg praktiserede nemlig ’nudging’ længe før, begrebet dukkede op på bullshit-bingoplader og PowerPoint-slides i jakkesætland.

”Der er mange måder at blande sig på – sådan indirekte at gøre en leder opmærksom på noget, han eller hun måske ikke lige har lagt mærke til. Eller begynde at tale om bestemte ting i ledergruppen … den lidt bløde vej, hvor de måske ikke tænker over, at jeg får dem til at ændre mening.”

Altså,mænd er nok sådan lidt mere ’nu får du en på tæven, og så går vi videre’, hvor kvinder vel er … lidt mere empatiske.

På proptrækkerjagt
Det er ikke fordi, der er nogen, som hverken råber eller skriger på den anden side af døren ind til Pia Kihlbergs lille kontor, hvor vi sidder i to bløde samtalestole, men en summen fra den tiltagende fredagsbar breder sig efterhånden ude blandt kreative og kontaktfolk.

”Skal vi hente et glas vin?”, spørger Pia Kihlberg og fortsætter, da jeg tøver et par sekunder, ”eller vil du hellere være fri?” Jeg siger ja tak.

Vi runder fredagsbaren. Der er kun papkrus til hvidvinen, hvilket Pia Kihlberg ikke er helt tilfreds med. Og så er der proppen. Ingen proptrækker. ”Kom, vi tager flasken med ned. Jeg tror, der er en proptrækker i en skuffe”, siger hun. Det var der så ikke. Retur til køkkenet, hvor der skal intet mindre end bureauets chief technology officer, dog med det gode danske efternavn Nielsen, til at fremskaffe den eftersøgte snoede metalsag. Godt så. Prop op, omsider.

”Det hele går jo lidt stærkere i dag. Det er blevet mere business. Førhen, hvis der var fredagsbar, og jeg sad og havde travlt, så ville jeg ærgre mig og tænke: ’Æv, jeg går glip af en hel masse sjovt’. I dag går man lige ned og tager et enkelt glas vin eller en vand, og det er der ikke engang ret mange, der gør,” konstaterer Pia Kihlberg, da vi har fået sat os igen i hendes lille kontorhule og skænket af den kølige portugisiske Mateus i papkrusene.

”Jeg troede faktisk, at det ville blive bedre, da vi købte Magnetix/Umwelt [i 2005, red.], og jeg kom ind til byen et par dage om ugen, men det var det samme. I dag tænker folk nok – hvis jeg skal sidde og være social i en halv eller en hel time med mine kolleger, så går der det længere, før jeg kan komme hjem og være sammen med min familie. Men nu kan man jo også bare tage den bærbare under armen og arbejde et par timer om aftenen. I gamle dage skulle man stille næste morgen klokken seks, hvis man ikke var blevet færdig dagen før.”

Kvinder og mænd er jo generelt lige dygtige, men jeg synes, det vil være fantastisk med flere kvindelige ledere, fordi vi så får den gode blanding.

Den første kvindelige chef
Efter en lille håndfuld mandlige overordnede siden midten af 60’erne fik Pia Kihlberg i januar 2015 sin første kvindelige chef, da Susanne Lund startede som administrerende direktør og blev til starten af 2018.

”Jeg tænkte: ’Hold da op, hvad nu?’, for jeg var virkelig spændt på at få en kvindelig leder. Heldigvis var kemien der med det samme, og vi havde et virkelig godt og tæt samarbejde.”

Og er der så forskel på kvindelige og mandlige chefer og kolleger? Pia Kihlberg tænker længe over det og forsøger sig med forskellige bud på et svar, indtil hun ender her:

”Altså,mænd er nok sådan lidt mere ’nu får du en på tæven, og så går vi videre’, hvor kvinder vel er … lidt mere empatiske.”

Og så alligevel ikke. Sådan kan det vist ikke deles op, når man har mødt, talt med, ansat, samarbejdet med og efter søvnløse nætter været med til at fyre mange forskellige af begge slags.

”Kvinder og mænd er jo generelt lige dygtige, men jeg synes, det vil være fantastisk med flere kvindelige ledere, fordi vi så får den gode blanding. Det har været dejligt i de perioder, hvor vi har haft en blandet ledergruppe. Der er stadig alt for mange direktioner rundt omkring, hvor der er for meget mandehørm. Du ved det dér med, at de sidder og puster sig lidt op,” siger Pia Kihlberg.

Hun er i øvrigt begyndt at træne. Trivsels- og HR-chefen hos Republica, som fylder 75 til august, øver sig i at holde op med at arbejde. Engang. Nok ved årets udgang. Måske. Foreløbig er arbejdsugen sat ned til tre dage.

”Det er svært. Jeg sidder jo alligevel lige og laver noget derhjemme. Og jeg siger jo også til mine kolleger, at de altid bare kan ringe, så jeg er jo alligevel på. Jeg tager ikke hjem og lukker ned”, siger hun.

”Jeg går og venter på følelsen af at have lyst til en pensionisttilværelse. Men den har jeg altså ikke. Den kommer ikke.”

Til gengæld kommer der snart en ny direktør. Og han eller hun skal jo også lige hjælpes godt i gang.

Interesseret i mere indhold som dette? Skriv dig op til vores nyhedsbrev her.