Mediabrands udpeger ny topchef

Finn Graversen,
journalist

Michael Thim sagde farvel til topjobbet i foråret efter næsten 20 år. Nu har man fundet en ikke mindre erfaren person til at overtage ledelsen.

Mediabrands, der bl.a. rummer mediabureauet IUM, har nu fundet afløseren for sin mangeårige topchef, Michael Thim. Valget er faldet på en ikke mindre erfaren person – nemlig Uffe Henriksen, der dermed forlader topjobbet hos det KMD-ejede digitale bureau Charlie Tango.

Uffe Henriksen overtager ledelsen på et tidspunkt, hvor der er store forandringer i gang i gruppen. En af Michael Thims sidste embedsgerninger var at tilrettelægge en opsplitning af IUM i de to internationale bureaubrands, Initiative og UM, samt etableringen af en fuldstændig nordisk integreret organisation.

Uffe Henriksen får til opgave at “accellerere udviklingen, skabe øget vækst og digital transformation på tværs af Mediabrands i Norden, og i tæt samarbejde med de lokale bureauledelser skabe en mangfoldig og brancheledende kultur, der kan levere fremtidsparate marketingløsninger til kunderne,” som det hedder i en pressemeddelelse. Han får tillige ansvaret for at facilitere og styrke samarbejdet på tværs af Mediabrands-netværket og dermed sætte en ny kurs for forretningen

Uffe Henriksen bliver CEO i Norden, dækkende Danmark, Sverige, Finland og Norge, og bliver også President for koncernens aktiviteter på markederne i Baltikum: Estland, Letland og Litauen. Han kommer til at referere til Christian Johansen, der er CEO for IPG Mediabrands EMEA.

“Uffe er en visionær leder; en energisk og innovativ marketer, som besidder kundens perspektiv og samtidig har en forretningskonsulents strategiske kompetencer. Jeg er begejstret over, at han har valgt at blive en del af vores i forvejen fremragende ledelsesteam, nu hvor vi tager hul på en mission om at transformere vores egen forretning og de produkter vi tilbyder vores kunder i form af flere data- og digitale marketingløsninger,” siger Christian Johansen.

Ud over erfaringen med at lede et digitalt bureau har Uffe Henriksen også en solid mediabureauerfaring efter at have stået i spidsen for GroupM-bureauet MEC i fem år. Herfra gik han til et job som SVP i Danske Bank, hvor han ledede bankens digitale transformation med fokus på kundeoplevelse, automatisering og omkostningsoptimering.

Perioden hos Charlie Tango blev dog relativt kort, da han tiltrådte i slutningen af 2019. Det har været en vanskelig periode for bureauet – ikke bare på grund af corona, men også fordi han overtog ledelsen i slutningen af et regnskabsår, der bød på et stort fald i aktivitet og et meget stort underskud.

Michael Thim stod i spidsen for IUM/Mediabrands i næsten 20 år, men har endnu ikke offentliggjort, hvad han skal lave i stedet. På Linkedin hedder det:

“Getting ready for an exciting new Nordic Agency launching very soon …”