Mediabureau-direktør skifter spor

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Og går selvstændig. Men direktøren fra Mediabroker slipper alligevel ikke helt branchen.

Majbritt Krogh har de seneste godt tre år har været en del af ledelsen hos Mediabroker, som direktør med ansvar for trading og media. Nu har hun valgt at blive selvstændig og samtidig at skifte til noget helt andet.

Og så alligevel ikke helt – således slipper hun ikke helt sin tidligere arbejdsplads.

Majbritt Krogh skal i sin egen virksomhed, der hedder MindManagement, beskæfige sig med udvikling af ledere og organisationer.

Og det er hun rigtig god til, siger hendes nu tidligere chef, Peter Ottensen, der er adm.direktør i Mediabroker:

”Majbritt er rigtig god til at udvikle mennesker, og vi bliver en af hendes første kunder, idet jeg har tænkt mig at bruge Majbritt til at sparre og udvikle Mediabrokers medarbejdere, når det bliver relevant.”

Majbritt Krogh, der tidligere har haft direktørstillinger hos TV2, Mediaedge:cia og Mec Interaction: 2, giver i en pressemeddelelse denne forklaring på, hvorfor hun nu begiver sig over i en anden branche end mediebranchen:

“Efter at have arbejdet med ledelse i mere end 15 år er det tydeligt at der er et behov for udvikling af den menneskelige side. Hvis du ser rundt i din egen virksomhed, så er det meget let at få øje på nogle, der er ramt af stress, ledergrupper hvor samarbejdet ikke fungerer, konflikter mellem medarbejdere eller ledere, der ikke bliver håndteret”.

Og måske er der flere kunder at hente inden for reklamebranchen, som ikke ligefrem er kendt for at prioritere HR højt.

Hos Mediabroker er man efter Majbritt Kroghs afgang ved at overveje nogle ledelsesmæssige ændringer og den forbindelse i gang med at ansætte en COO.