At mediabureauer ved noget om medier er ikke videre overraskende. Men tilgangen er typisk mere kommerciel.
Derfor lå det ikke nødvendigvis på den flade, at det var et mediabureau, der skulle løbe med opgaven, da Kulturstyrelsen udbød om en undersøgelse af danskerneskilder til demokratisk viden og nyheder samt sammensætning af medierepertoire fornyhedsstof.
Men resultatet blev altså, at Mindshare vandt i konkurrence med RUC, ITU og DMJX.
Bureauet er dog ikke alene om opgaven. Det står i spidsen for en projektgruppe der rummer direktør for Business Planning og Analyse Arnt Gustafsson, selvstændig konsulent for medie- og indholdsforretning Kim Angel samt adm. direktør for Data Intelligence Jesper Dam Nielsen.
Til en særlig fase i projektet benyttes Data Intelligence, ligesom der er tilknyttet et Advisory Board med spidskompetence inden for nyhedsproduktion og udgivelse samt forbrugerforståelse.
I dette Advisory Board sidder journalist og selvstændig konsulent Kaj Høivang samt direktør og ekstern lektor på CBS, Københavns Universitet m.fl. Ole E. Andersen.
”Det særligt spændende for Mindshare ved at løse denne opgave er at vi får mulighed for at benytte al vores erfaring i afdækning af forbrugeradfærd på et område, der ikke indeholder salg eller kommunikation,” siger Martin Ove Rasmussen og fortsætter:
”Det betyder at vi kan fokusere alle kræfter på at hjælpe Kulturstyrelsen med at forstå ”nyhedskunden”, og det er efter vores mening helt centralt for alle, der interesserer sig for produktion og udgivelse af nyheder.”