Mediebureau skeptisk overfor Riskær-satsning

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Læs om Riskærs satsning på rettighedsfri musik til detailhandlen.

Børsen har de sidste to dage taget fat i et nyt projekt fra den kontroversielle og for tiden fængslede Klaus Riskær. Avisen har bl.a. kunnet fortælle, at et antal navngivne bankchefer har investeret i selskabet – samt en adm. dir. i et reklamebureau. Sidstnævnte er dog ikke navngivet.

I dagens avis udtrykker Mediebureauet OMD desuden skepsis overfor forretningsmodellen, der går ud på at tilbyde detailbutikker og servicestationer at spille rettighedsfri musik fra kunstnere, der ikke er i stald hos et pladeselskab for en billig penge.

Fordelen for musikerne, er at de bliver eksponeret og hvis musikken tilsættes annoncespots, kan de selv tjene lidt penge på det.

“Jeg har svært ved at se fordelene for kunderne i butikkerne. Hvad får de ud af at lytte til rettighedsfri musik frem for kendte hits? Og hele udgiftsdelen – hvem skal betale for startomkostninger? Samtidig skal man have kritisk masse på plads, før annoncørerne selv vil få øjnene op for muligheden i platformen”, siger kontaktdirektør for mediebureauet OMD, Michael Stein.

Klaus Riskær selv skriver i en skrivelse til de aktionærer, der har skudt penge i Tracktesting, som systemet hedder, at high-end-detailkæder kun vil have licenseret materiale og derfor må Tracktesting sandsynligvis ekskludere modebutikker og stormagasiner fra det potentielle marked.

Samtidig skriver han, at firmaer som Magasin, Silvan og Elgiganten har sagt nej tak til at afprøve modellen.

Målet er at hente en årlig omsætning på 3 mio. kroner, hvilket kræver at han får aftaler i stand med halvdelen af de potentielle kunder, der foruden detailbutikker tæller blandt andre Q8, Statoil og Shell (Børsen, p. 8).