Medier er for nemme: God PR med statistik fra YouTube

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Reklamebureauet Shrpa fik skabt national opmærksomhed for sin regionale kunde, da viralen med krammende politibetjente hittede globalt på YouTube.

De danske medier, med TV-Avisen som effektfuld afslutter i går, har bragt nyheden om, at politiet i Danmark har fået international opmærksomhed ved at uddele cykelhjelme og et kram oveni.

Aalborg-bureauet Shrpa står som afsender, men før man bekendte kulør – med en afmelding – var videoen med betjentene-der-kan-deres-kram blevet et hit på YouTube, og dermed en pressemæssig løftestang for kampagnen.

“Bare tre dage efter, vi satte videoen i omløb på YouTube og en lang række velvalgte danske og internationale bloggingsites, var den blevet vist over 500.000 gange, og godt 2.200 bloggere havde kommenteret den. En positiv sidegevinst, for den egentlige pointe er, at den voldsomme internationale debat giver vores lokale kampagne endnu mere kraft, når danske medier som Politiken, Søndagsavisen, Ekstrabladet og DR tager historien til sig via de internationale medier. Man kan sige, at historien vender tilbage til Danmark som en boomerang med tifoldig kraft,” sagde Shrpas bureauchef, Troels Nørlem, i en pressemeddelse i går.

Men er amerikanske og australske debatter ikke en halvlang omvej at tage, når nu målet er at få aalborgensere til at bruge cykelhjelm?

“Ja, hvis det var den eneste kanal. Men vi valgte at spille på to heste. Der er en sød historie i sig selv, at børnehavebørn i Aalborg kommune uddeler cykelhjelme til deres forældre – fordi de elsker dem. Dén historie havde vi afsat lokalt og regionalt – suppleret med bl.a. outdoor og events,” siger Troels Nørlem.

Historien viser vel primært. hvor let det er at bruge global statistik som døråbner …

“Det er ikke til at vide, hvor debatten går hen. Det er risikoen ved viral aktivitet – at det bliver en halvlunken prut, der ikke flytter noget. Det er et spørgsmål om at fange det rette budskab … samt lidt held,” siger Troels Nørlem.

Ikke desto mindre giver YouTube-visninger presse. Glæden ved udenlandsk opmærksomhed skyldes vel, at ikke bare Aalborg, men Danmark som sådan, er provensiel …

“Det vil jeg ikke sige, men det er tankevækkende, at videoen i visninger overgår svinespest og Airforce One over New York. Det er både nuttet og befriende at se politiet – der jo medvirker i videoen – i aktion med andet end at sætte tommerfinger-strips på Brøndby-fans,” siger Troels Nørlem.

I øvrigt er viralen nu blevet vist over 644.000 gange – se eller gense den her:

http://www.youtube.com/watch?v=vWF4x01MkzE