Det er ikke kun nøgler og pung, vi husker, når vi går hjemmefra. Også telefonen er en fast bestanddel og måske i virkeligheden vigtigere end pung og nøgler for mange.
Om vi også foretrækker telefonen frem for hunden, skal jeg lade være usagt, men ifølge en ny rapport fra Ericson, bruger vi over en time om dagen – jævnt fordelt over alle døgnets 24 timer – på vores telefon til alt andet end at ringe.
Hvad er det, der er så vigtigt på den telefon? Ifølge rapporten er det de sociale netværk, der er vigtigst – og dernæst film og musik.
Se her, hvad vi bruger telefontiden på hver måned:
- 13 timer på sociale netværk
- 8 timer med underholdning som film og musik
- 6 timer på spil
- 5 timer på at maile, tage fotos og shoppe over internettet
- 2 timer på at læse nyheder, søge, navigere i kort
I alt 34 timer om måneden.
Mængden af data vokser i øvrigt med 80 procent fra år til år skriver Jyllands-Posten, mens mængden af telefonsamtaler forbliver på samme niveau.
(Jyllands-Posten Erhverv&Økonomi, p. 14)