Seniortunge Mensch har sagt farvel til to medarbejdere. Det drejer sig om partner Thomas Prætorius, samt Rasmus Moltke, der var del af den kreative stab.
Thomas Prætorius kom til bureauet for lidt mere end to år siden, mens Rasmus Moltke kom for et år siden fra Partners som et team sammen med Emil Thomassen.
“Det er selvfølgelig altid kedeligt at skulle sige farvel til gode folk, men de har hver for sig ønsket at søge andre udfordringer. Det respekterer vi selvfølgelig og ønsker dem al mulig held og lykke med deres planer,” siger Frederik Preisler, der er partner og direktør i bureauet.
Rasmus Moltke har ikke ønsket – på nuværende tidspunkt – at tale om sine fremtidsplaner, mens Thomas Prætorius er lidt mere meddelsom.
“Jeg har igennem de senere år været splittet imellem forskellige projekter i Brasilien, hvorfra min hustru kommer, og et 50 timers arbejde på Mensch. På et tidspunkt må man vælge, og det blev altså nu, hvis man skulle være fair over for alle parter. Men jeg færdiggør selvfølgelig mine projekter på Mensch,” siger Thomas Prætorius.
Rasmus Moltkes makker, Emil Thomasen, forlod allerede sidste år bureauet efter relativt kort tids ansættelse og er nu freelance.
Mens Mensch har sagt farvel til et par stykker, har man fornylig sagt goddag til Jacob Johansen, der er vendt tilbage til Danmark efter en mangeårig karriere i den kinesiske bureauverden.
Tilgang af ham gav kontant udbytte, idet Mensch landede en ny kunde i form af et dansk firma, der vil etablere et nyt mælkebrand i Kina.