Mensch hjælper Odense-bureau til at få nye kunder

Peter Engholm
25@mail.dk

Cosmographic har siden nytår fået seks nye kunder. De er kommet i hus via netværkskontakt og en annonce-indsats, der er skabt af Mensch.

“Bureauer taler tit om 360 graders kommunikation – men hvad med de 180 grader, der ligger bag ved dem selv? Problemet er jo, at en organisation altid producerer sin egen blindvinkel. Vi ser kundernes blindvinkler – og fik et andet bureau til at se på vores,” siger Henrik Dresbøll, kreativ dierktør og partner i Odense-bureauet Cosmographic.

Bureauet har de seneste måneder høstet frugten af en intensiv markedsføringsindsats, der omfattede en stor foredragsturné og en annonce-indsats, som Mensch udviklede.

“Det har været en pull and push-indsats. Vi trak med en lang række foredrag, som jeg har afholdt om netværkstankegangen. Gratis, fordi tankegangen netop går ud på “at give er at få”. Foredragene var blottet for markedsføring af bureauet – ikke noget med 17 cases og 15 visitkort – og satte i stedet scenen for de annoncer, vi så har indrykket, og som har fungeret som remindere,” siger Henrik Dressbøll.

Cosmographic har bevæget sig fra at have en klassisk, grafisk design-profil til at være et egentligt kommunikationsbureau. Men dette skift kunne let have foregået i stilhed, hvis ikke bureauet var gået til Mensch.

“Du er dem, du kender. Og vi ville gerne lære Mensch bedre at kende og bad dem om at kigge på os udefra. Dér sad de så – tre mand med 55 års bureauerfaring tilsammen – og det var første gang, at de havde fået en forespørgsel af den karakter. Det er på en måde enormt indlysende, og samtidig et modigt valg, mente de. Og nu er casen så i øvrigt nomineret ved Creative Circle,” siger Henrik Dressbøll fra Cosmographic, bureauet der er i denne case er kunden.

Foreløbig har seks kunder kvitteret for foredrag og annoncer. De nye kunder er kæden DIN Tandlæge, softwarevirksomheden CalWin, Jorgensen Engineering, Danish PHD School of Endocrinology, Summit Shop samt Odense Symfoniorkester

“Læg dertil en ny kampagne-indsats for Odense Kommune. De nye kunder er vidt forskellige, men fælles for dem er, at de alle har brug for nye veje til at få deres netværk i tale,” siger Henrik Dresbøll.