Mensch, København og en ildsjæl i kamp for 1500 unge

Peter Engholm
25@mail.dk

En kampagne taler til de små og mellemstore virksomheders samfundssind, for 1.500 unge københavnere mangler lære- eller elevplads.

Når guleroden er så stor og indlysende, så er der ingen grund til pisk. Sådan er tilgangen bag en kampagne, som Mensch har udført sammen med Københavns Kommune.

1.500 unge københavnere står i øjeblikket og mangler en lære- eller elevplads. Hvis det glipper, så nedgraderes de til kontanthjælp. Eller mere positivt: Lykkes det, så giver det vitalitet til virksomhederne – og til hovedstaden. Vi behøver faglært dansk arbejdskraft – nogle, der helt bogstaveligt ved, hvordan man bygger og vedligeholder landet. Og lære- og elevpladserne er det naturlige sted at begynde.

”Vi henvender os til de små- og mellemstore virksomheder, for her er underskoven stor. Vi appellerer til deres sociale overskud – særligt dem, der har 1 eller 2 elever i forvejen: Har I plads til at give en ekstra én en ekstra chance? Det er en positiv og konstruktiv tone, snarere end budskaber a la ”Nu bør I også …” og ”Det er for dårligt, at …”,” siger Ole Larsen, der er konstitueret pressechef i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune.  

Kampagnen består af overskrifter som ”Al begyndelse er svær. Lad den ikke være umulig” og ”Køb en havner”, og den omfatter bl.a. postkort fra Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Anna Mee Allerslev, plakatsøjler, aktiviteter på sociale medier og streamere.

Sidstnævnte sidder på bilerne fra et firma, der også er involveret i kampagnen: Øens Murerfirma, der for et halvt år siden modtog CSR Peoples Prize for en særlig aktiv tilgang med at hjælpe unge ind på arbejdsmarkedet og i uddannelse.

Jan Elving, direktør og stifter af Øens Murerfirma, vil med firmaets medvirken i kampagnen understrege, at “man kan få en uddannelse andre steder end på læreanstalter, og at der findes andet arbejdstøj end slips og habitter.” 

Hos Mensch understreger partner Frederik Preisler, at guleroden ikke kun er at få de unge godt videre:

“Det er ret sjovt med en rollemodel som Øens Murerfirma, når problemet er at få virksomhederne til at satse på fremtidens arbejdskraft. Øens har jo bevist, at man kan opnå et stabilt overskud på et konjunkturfølsomt marked ved simpelthen at opføre sig ordentligt. Men pointen er, at de fokuserer på det ordentlige, og så følger forretningen – ikke omvendt.”