Netcompany er en fremstormende dansk digital virksomhed, hvor en af udfordringerne handler om at være konkurrencedygtig på rekruttering.
Det er baggrunden for et projekt, som man har indgået et samarbejde med Mensch om. Bureauet skal hjælpe med at udvikle en international platform for employer branding, der kan sikre, at medarbejderstaben på 700 udvides med branchens bedste.
Men Mensch oplever i det hele taget en tilgang af digitale projekter, og derfor har man også oprustet med en ny digital seniorkompetence på kontakt og projektleder-siden.
Det gælder Jacob Saugman, der skal være digital kontaktchef på bureauet. Han kommer fra In2Media, hvor han var strategisk rådgiver og har solid erfaring fra en række danske og internationale digitale projekter.
Desuden er Jacob Saugman IPMA certificeret projektleder, har en BA i økonomi, en AK i marketing og er derudover forfatter til fire bøger om strategi, marketing og optimering af digitale kanaler.
”Vi har en stor tilgang af større digitale projekter, og har siden nytår ledt efter lige præcis Jacob,” siger Christina Tønnesen, managing partner på Mensch, og fortsætter:
”Han har en lang række særlige kvalifikationer, især inden for mobil kommunikation, og vi er overbevist om, at han bedre end nogen anden kan styre vores digitale projekter med lige dele overskud og faglighed. Og så er han dedikeret, nysgerrig og ikke mindst menneskelig. Derfor skulle han selvfølgelig være et Mensch”.
Ud over Netcompany er bureauet hyret til at udvikle en ny kommunikationsplatform for Bayer Crop Science og endelig har Mensch stået for design af navn og logo til Realdanias byggeri BLOX, der skal binde byen sammen med havnen.