Mensch-skabt platform bliver til tv-program

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

12 italienske mammas er et eksempel på en anderledes kreativ ide, der har vist sig bæredygtig og nu folder sig ud i sendefladen – uden for reklameblokken.

Forbrugerne har magten i den digitale verden og det stiller den udfordring, at annoncører og bureauer skal lære at starte et andet sted end 30 sek reklamefilmen i den kreative udvikling.

I tilfældet den  store italienske osteproducent, Galbani, udviklede Mensch en nordisk platform, der bygger på 12 moderne italienske mammas, som i første omgang er foldet ud i butikker – bl.a. gennem kogebøger – samt sociale medier.

Men i aften bliver platformen så også til et nyt programformat på den nye TV2 Fri station.

Der er tale om såkaldt Advertiser Funded Programming – d.v.s. at ideen til formatet er udviklet af Mensch på vegne af Galbani, men det er TV2, der står for produktionen sammen med et tilskud fra Galbani.

”Det handler udelukkende om godt indhold, og dér, hvor værdifællesskaber naturligt er til stede, er det jo fantastisk med sådan et samarbejde. Vi forventer meget af de Moderne Mammas. De kan inspirere danskerne med deres kultur, hvor mad er med til at samle og styrke familien. Vi bliver fascineret af deres begejstring over at tilberede et måltid blot for at glæde andre,” siger TV2’s AFP-ansvarlige Anne-Sofie Ene Wichmann.

Christina Tønnesen, der er partner på Mensch, taler om, at hvis en annoncør sørger for at være gavmild med ting, der kan skabe et værdifællesskab og en relation, så bliver man belønnet i den digitale æra.

”Med Moderne Mamma som omdrejningspunkt er der skabt et  interessefællesskab mellem forbrugerne og Galbani – nemlig maden! Visuelt handler det om opskrifter, historierne om stunderne i køkkenet sammen med mamma og glæden ved råvarerne. Ost er en naturlig ingrediens i dette vidunderlige rod og kaos, som er sjælen i den italienske madlavning,” siger Christina Tønnesen og fortsætter:

“Det bygger på et værdifælleskab hvor Galbani er værten, som faciliterer, men som ikke behøver at være det alt overskyggende midtpunkt. Det er gjort på en elegant måde, som ikke fornærmer forbrugerens intelligens. Det handler om at skabe en relation, som har lige meget værdi for afsenderen som for modtageren.”

De to kogebøger har alene i Danmark solgt mere end 150.000 eksemplarer, og dermed er blandt de bedst sælgende kogebøger i landet. Herudover har de 12 mammas delt ud af opskrifter, tips og tricks på deres egen Facebookside med over 25.000 venner.

Programmet bliver sendt kl 21 og er produceret af United.