Mentos er en sukkerholdig tablet, som næppe forbindes med sundhed. Men brandet rummer faktisk også tyggegummi, der er sukkerfrit – og endda et tyggegummi, der indeholder xylitol, flour og calcium, så det placerer sig på området for dental tyggegummi.
Produktet sælges under navnet Mentos Protex, og det blev lanceret sidste år. Men nu har man valgt en anden tilgang, og til relanceringen har man valgt at samarbejde med In-Mind.
”Rigtig mange forbrugere opfatter Mentos som slik. I Protex har vi et sukkerfrit tyggegummi, som endda støtter Dansk Tandplejeforenings arbejde for at fremme tandsundheden. Protex skiller sig således ud fra de øvrige Mentos produkter, og vores udfordring er, at få forbrugerne til at forstå Protex som et sukkerfrit, dentalt tyggegummi, der rent faktisk er gavnligt for tænderne,” siger Runa H. Kjeldsen, Principal Account Manager hos Valora Trade Denmark, der står for salget af Mentos i Danmark.
Mens der var engang, hvor man så mange tv-reklamer for tyggegummi, så er opgaven at få forbrugerne til at forstå produktet i dag langt mere fokuseret på in-store, sampling og sociale medier.
”Det er i hvert fald vores opfattelse. Mentos Protex er specielt godt i specifikke situationer som f.eks. efter en kop kaffe eller efter frokost. Derfor vil vi bl.a. komme til at arbejde meget med sampling i f.eks. kantiner,” siger Runa H. Kjeldsen.
In-Mind står for udarbejdelsen af design guidelines for både in-store og de sociale medier – her har man valgt en lokal dansk eksekvering med et mere klinisk look – samt en online aktivering.
Hvad angår de sociale medier kommer de først til næste år, og her bliver det andet bureau, der kommer til at stå for eksekveringen. Valora Tradiing er netop nu i gang med at vælge en ny partner til de sociale medier.
Mentos tyggegummi har ca. 15-16 pct. af det samlede marked, mens man indenfor dental-området har ca. en tredjedel. Her er man oppe mod primært V6.