Robbie Williams i samarbejde med Telenor er det seneste eksempel, men tidligere har man set L.O.C., Ida Corr og Tina Dickow indgå i samarbejder med virksomheder.
Og det er ikke tilfældigt, mener direktøren for Universal Music, Casper Bengtsson, der forventer, at en stigende andel af selskabets indtægter vil komme fra kommercielle samarbejder. Han mener, at det er blevet mere acceptabelt for musikere at være kommercielle – bl.a. fordi de oplever, at det kan gøres cool.
“Det at musikerne ser, at det kan gøres cool, lødigt og lækkert gør, at det smitter. Derfor ser vi et boom i den her type samarbejder,” siger Casper Bengtsson til Berlingske.
Også Rasmus Rex Pedersen, der forsker i musikbranchen på RUC, ser den samme tendens.
“Virksomhederne arbejder med kulturel branding. Man viser, at man har en kulturel identitet. Man bruger musikken aktivt. I stedet for at musikerne anbefaler produktet direkte, bruger man musikken til at underbygge en produktidentitet. Både musikerne og pladeselskaberne opdyrker det som en indkomstkilde,” siger Rasmus Rex Pedersen til avisen.
For Bureaubiz’ regning kan det tilføjes, at der netop i sidste uge gik et nyt musikbureau i luften – bl.a. med Michael Ritto i partnerkredsen- der netop skal arbejde med kommercielle partnerskaber.