Michael Laudrup med i ny kampagne for Barons

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Kampagnen er produceret inhouse, for så kan man arbejde mere agilt og holde produktionsomkostningerne nede, siger Barons CEO Jachim Latocha.

For nogle år siden, brugte Barons – skjorteproducenten, der blev kendt fra Løvens Hule, bureau til sin første brandfilm. Nu har man valgt at producere en kampagne inhouse lige fra idéudvikling til produktion.

“Vi ser det som en klar konkurrencefordel”, fortæller stifter af og CEO i Barons, Joachim Latocha, og tilføjer:

“Det har længe været en målsætning for os, at kunne udvikle og producere kampagner i denne størrelsesorden, hvor vi gør os uafhængige af eksterne kreative kræfter. Samtidig kan vi holde produktionsomkostningerne ned og arbejde langt hurtigere og mere agilt”.

Michael Laudrup får en rolle i den nye kampagne, som primært kommer til at køre på Instagram. Men selvom han er brandambassadør for virksomheden, er det ikke ham, der får hovedrollen, siger Joachim Latocha:

“Hovedrollen indtages af den spanske lydmand, Carlos, der mere eller mindre ufrivilligt stjæler opmærksomheden fra Laudrup på set.”

Kræfterne bag kampagnen er art director, Jesper Funch Boye og photo & video director, Karl
Broholm. Sidstnævnte siger:

“Carlos personificerer den begejstring og respekt, vi har for Laudrup, men han bliver samtidig et eksempel på, hvor tosset vi kan opføre os, når vi møder vores idoler. Laudrup jonglerer eminent imellem at være den seriøse mand på optagelse, der samtidig har overskud til at grine af og med Carlos”.

Kampagnen, der er optaget på Mallorca, består af seks film, hvor den første går live i dag, og de øvrige kommer løbende de næste to uger.