Det er altid svært at spå om Cannes, da der er så mange faktorer, der spiller ind i afgørelserne.
Men når nu det handler om danske filmbidrag, vil jeg spå CBB Mobils “Jaws with a Twist” gode chancer – især fordi det er en fræk måde at vende tingene på hovedet og styrke den underdog-attitude, som især vi danskere sætter så stor pris på.
At man så tager udgangspunkt i en ikonisk filmscene, der sidder så dybt forankret i vores bevidsthed, vil nok også være medvirkende til at sikre international genkendelse og appeal – både i juryen og blandt publikum.
Desuden er der bare en vis drengerøvsagtig, rebelsk og afvæbnende charme over hele ideen.
Jeg har et forbehold, der ikke skyldes selve filmen, men kategorien: Telekommunikation er meget stor og sandsynligvis kommer til at byde på hård konkurrence – men monstro det ikke også kan være en styrke, når netop budskabet er, at de små nu kommer efter de store?
Som outsider-favorit er “Danish Mother Seeking” et lidt vildt bud.
Jeg gider ikke blande mig i hylekoret af skingre meninger, men man kan ikke komme uden om dens kontroversielle skævhed, som fik folk op af stolene i en sådan grad, at der allerede kort tid efter lanceringen blev uploadet parodier på filmen på YouTube – det er da en kompliment i sig selv.
Om opmærksomheden så har været formålstjenestelig eller ej, kan som sagt diskuteres i laaaang tid … men det bliver næppe en stor del af juryens overvejelser, når de holder de tørre tal op og vurderer samspillet mellem film og sociale medier.
Creative Circle og reklamebureauet Reputation inviterer til Cannes Predictions 2010 – den danske udgave af et internationalt arrangement, hvor det gælder om at forudsige hvilke kampagner, der vil blive belønnet med Cannes-løverne.
Arrangementet finder sted torsdag den 17. juni i hhv. Odense, Århus og København.
Kl. 09.30-11.00, Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K
Kl. 10.00-12.00, Café Biografen, Brandts Klædefabrik, 5000 Odense C
Kl. 16.00-18.00, Recommended, Filmbyen 4, 8001 Århus C
For yderligere oplysninger: Thomas Sonberg, Reputation, ts@reputationcph.com eller Camilla Møller, Creative Circle, camilla@creativecircle.dk