Min danske Cannes-favorit: En outsider med indsigt

Frederik Bierfreund, strategic planner, Hjaltelin, Stahl & Co

En række bureaufolk peger på deres danske favorit ved Cannes Lions, der begynder på søndag. Denne gang er det ”1 outsider frem for 4 favoritter”.

Hvad vinder fra Danmark, når tre japanere, en inder, en australier, to brasilianere og en hel masse europæiske og amerikanske reklamefolk skal vurdere den danske reklamebranches evne til at lave kreativ og gennemtrængende kommunikation? Vel vidende, at ca. halvdelen af priserne helst skulle ende i USA.

Svaret er ofte: Det, de har set før – til tidligere award shows eller på anden vis.

Men der er selvfølgelig det, der stikker helt ud. Det er da også blandt disse, mine favoritter skal findes.

Men først har jeg udset mig en outsider. Det giver både højere odds og større fornøjelse, hvis man rammer rigtigt. Og hvem har ikke forkærlighed for en outsider her under VM.

Outsideren blandt årets danske indsendelser er Interflora’s “Skabet“. Mange år efter, at konceptet blev født og et betragteligt antal priser senere (heriblandt også løver), er Robert/Boisen med “Skabet” igen vendt tilbage til kerneindsigten.

Enhver forbruger tænker det samme i købsovervejelsen: Hvad skal jeg gi’ – og hvad får jeg ud af det – hvad enten denne benefit er rationel eller emotionel.

Denne film leverer på en helt rigtig indsigt om kvinders vilje til at gå med til meget i parforholdet, hvis der bare bliver vist kærlig omtanke. En indsigt, vi nyder hele vejen igennem, da plottet for længst er blevet etableret i de tidligere film.

At RBLM med denne film får sat hendes reaktion og refleksion endnu mere i centrum, klæder konceptet, da det er hendes afgørelse om, hvorvidt og i hvilken grad blomsterhandlingen skal belønnes. At vi samtidig kan genkende situationen og den udspillede dramatik fra vores eget liv, giver os kun mulighed for at sætte os selv og kæresten ind som hovedrolleindehavere i filmen. En refleksion, der i sig selv gør filmen vedkommende og nærværende.

Indsigten er tidløs, og filmen er vel eksekveret, så mon ikke RBLM kan få noget med hjem fra udlandet, selv om de 2 japanske jurymedlemmer måske er uforstående, og grundkonceptet efterhånden har et par år på bagen. Godt nok fik filmen ikke noget med hjem til Creative Circle i år, men det har jo historisk ikke været nogen hindring for at blive belønnet i udlandet.

Af favoritter kan nævnes DDB’s 200-197m for McD, som i sin elegante enkelhed skaber opmærksomhed, refleksion og liking omkring et meget banalt, men også globalt let afkodeligt budskab, hvilket jo betyder stemmer hele vejen rundt.

Herudover bør Republique Theatre i design kategorien have gode chancer, og så – forhåbentlig – IKEA Sunny beach og Læger uden grænser i filmkategorien.

Slutteligt krydser jeg fingre for de to drenge Tue og Kasper fra BACH // ANDERSEN med deres begavede løsning for VM i minigolf.

Held og lykke til alle.