Min danske Cannes-favorit: Et bureau …

Anne Glad, tekstforfatter/partner, Sunrise

Opdateret: En række bureaufolk peger på deres danske favorit ved Cannes Lions. Dagens skribent sætter pengene på ét bureau og er i øvrigt bekymret for de rød-hvide chancer.

Jeg sætter mine penge på Hjaltelin, Stahl & Co. i filmkonkurrencen ved årets Cannes Lions.

Først og fremmest deltager de med deres helt igennem vellykkede, slice-of-life Ikeafilm (“Vi-synes-du-er-for-ung-til-at-tage-til-Sunny-Beach-testen”), hvis kvaliteter allerede er besunget her. Så det vil jeg afholde mig fra at trampe mere rundt i.

Der er jo også en teoretisk risiko for, at versioneringen til engelsk ikke sidder helt i skabet – hvilket i årenes løb har kostet mange andre gode, danske kandidater livet.

(Manglende indsigt i indsendelsesteknik er i det hele taget anledning til spild af penge. Også i de danske konkurrencer. Jurymedlemmerne er kun mennesker, der skal forføres som enhver anden målgruppe. Dårlige print, skrattende lyd og klodsede oversættelser; manglende kvalitet trækker ned, uanset om det er fair eller ej.)

Den risiko er der ikke for en anden af bureauets filmindsendelser, nemlig “Afbrydelse” for Læger uden grænser. Her er ingen dialog, kun sublimt lydarbejde, smukke billeder og en glasklar ide: Historien om, hvordan en giroindbetaling på et dansk postkontor får strømmen til at vende tilbage på et lazaret i Afrika, så lægerne kan fortsætte den operation, de er midt i. Det er en svær kategori (Fundraising & Appeal), hvor der traditionelt er mange stærke arbejder, men netop de positive og enkle historier har rigtig gode chancer her.

I Cyber-kategorien hepper jeg på Zupa med Free your Dance for Jabra. En enkel, 100% involverende, ny ide og et produkt, der for lov at spille helterollen.

Oven på gårsdagens Cannes Lions Prediction hos Creative Circle kan man dog godt blive lidt bekymret for de røde-hvide chancer. De udenlandske favoritter blander sig i virkeligheden, aktiverer og interagerer med målgruppen på et helt andet niveau. Produktet bliver leverandør af store oplevelser, som både involverede og udenforstående taler om.

Hentet ud af virkeligheden er også filmen “Selinah” Ogilvy Sydafrika, der giver “Afbrydelse” kamp til stregen: En aidssyg kvinde er filmet hver dag i 90 dage. En dokumentar i reklamelængde. Finten er, at filmen afvikles baglæns. Vi følger Selinah fra en glad, sund kvinde på 90. dag, til vi efterlader hende afpillet og dødssyg på 1. dag. Her får hun den medicin, der bremser sygdommen. Det vil sige – hun tager pillen ud af munden. Av.