Den østrigske designer og filmskaber Stefan Sagmeister var det absolutte hovednavn ved Creativity World Forum, der blev afholdt i Aarhus i sidste uge.
Bureaubiz fik efter hans oplæg en snak med manden, der startede sin karriere for over 30 år siden, om den allerførste kampagne, han stod bag.
Nu til dags er Sagmeister mest berømt for sit bureau (Sagmeister & Walsh), sine film, udstillinger og sit artwork for nogle af verdens største artister f.eks. The Rolling Stones. Men i 1984 startede han så småt ud med en kampagne med et minimal budget for et østrigsk teater, der lå for døden.
Vil du fortælle om din allerførste kampagne?
”Den første kampagne, der var god, eller den første der fejlede?”
Bare din første rigtige kampagne – på godt og ondt.
”Så bliver det mest på godt. For min første kampagne er jeg faktisk stadig rigtig glad for. Det var i midt-firserne, hvor jeg dengang var en irriterende overambitiøs ung rebel, der studerede grafisk kunst på Wiens akademi for dekorativ kunst. På dette tidspunkt havde jeg allernådigst allerede fået lov til at lavet et par enkeltstående plakater for et meget respekteret teater i Wien, der hedder Ronacher, i deres sædvanlige klassiske stil, fortæller Stefan Sagmeister og fortsætter:
“Ronacher var et meget historisk og traditionsrigt teater, men desværre var det på det tidspunkt lige blevet besluttet, at det skulle rives ned og blive erstattet af luksuslejligheder. Teater-direktøren ville det dog anderledes. Så han hyrede mig til at lave et plakat-kampagne med det formål at redde teateret fra at blive jævnet med jorden. Set tilbage har det været noget af et sats, fra hans side, at satse på mig, da jeg var et meget ubeskrevet design-blad på det tidspunkt.”
Teatersalen i Teateret Ronacher, som Stefan Sagmeister lavede sin første kampagne for.
Var der slet ikke nogen andre brief-agtige retninglinier, end at du skulle redde teateret fra døden?
”Det var faktisk mest bare en mundtlig overlevering af målet. Men udover at teaterdirektøren ville have at teateret skulle reddes, så var udfordringen, som han formulerede, at han ikke på nogen måde ville have, at kampagnen direkte skulle sige eller signalere ‘red teateret’. Det skulle ikke være en redde-kampagne, men mere en ’se mig, jeg eksisterer stadig’-kampagne. Teateret var i forvejen meget kendt blandt Wiens indbyggere, så det handlede mest om at få teateret bragt tilbage på byens dagsorden.”
Hvordan gik du til opgaven?
Jeg kan huske, at jeg på det tidspunkt boede i en lille studenterhybel på gaden Tivoligasse. Der sad jeg i ugevis og grublede over, hvordan jeg dog skulle gribe denne udfordring an. Men endelig en dag fik jeg en idé, som jeg virkelig troede på. Faktisk troede jeg så meget på idéen, at jeg husker tilbage på de efterfølgende uger, hvor jeg eksekverede den, som en tid i mit liv, hvor jeg havde det super godt som menneske og følte, at jeg realiserede mig selv.”
To af de mere klassiske forestillings-plakater som Sagmeister havde lavet for Ronacher inden han fik kampagne-opgaven.
Hvad gik din idé ud på?
”Min idé var at lave 30 helt nye plakater for teatret, som egentlig ikke pegede så meget på teateret, som det pegede på typiske og ikoniske ting ved Wien. På den måde skulle kampagnen vise, at teateret og byen var en tæt knyttet og naturlig del af hinanden. Visuelt set var de plakater, som jeg ville lave til kampagnen også meget anderledes i forhold til hvad teateret før havde kommunikeret. Hvor de tidligere havde været mørke og meget klassiske og gammeldags, så var de her plakater meget mere grafiske og farverige – og havde en anden lethed og humor over sig. Da der ikke var et budget til at få plakaterne hængt op i byen, var det min tanke, at plakaterne i stedet skulle udstilles på et galleri, og på den måde nå byens spidser.”
Hvordan blev kampagnen-ideen modtaget af teaterdirektøren?
”Teaterdirektøren syntes rigtig godt om idéen og gav grønt lys. Han var en berømt mand, i modsætning til mig, og han havde rigtig gode forbindelser. Og set i bakspejlet skulle det vise at blive altafgørende. For da jeg havde lavet de 30 forskellige nye plakater for teatret, havde direktøren sørget for, at vi fik dem udstillet på det største og mest respekterede galleri i Wien.”
To af Sagmeisters 30 kampagneplakater for Ronacher Teatret, som endte med at blive ‘verdenskendte’ i Wien.
Hvordan gik udstillingen af plakaterne?
”Udstillingen gik rigtig godt, og der kom heldigvis en masse mennesker, også folk af en vis status, og besøgte den. Og så skete der, lykkeligvis, desuden det, at nogle af de originale plakater blev solgt. Det gav os pludselig økonomi til, at vi kunne massetrykke plakaterne og hænge dem op i byrummet i hele Wien – hvilket vi gjorde.”
Stefan Sagmeister fortsætter:
”Da plakaterne hang overalt, skete der det magiske, at medierne begyndte at tage fat i kampagnen. Plakaterne var så anderledes end det, som man ellers så i bybilledet – og som normalt kom fra Ronacher-teatret – at det blev en god historie. Pludselig blev der skrevet om teateret og plakaterne i en masse aviser og magasiner – ja, selv den kulørte presse tog fat i historien”.
Sådan ser Ronacher teateret ud i dag, hvor det ifølge Sagmeister, er mere populært end nogensinde.
Hvad betød al den positive opmærksomhed i forhold til bevarelsen af teateret?
“På grund af den store opmærksomhed endte det med, at planerne om teaterets nedrivning fuldstændig blev screenlagt. Det var en fantastisk følelse at være med til at redde et stykke kulturarv. Den dag i dag er teateret et af de mest succesfulde i Wien, og jeg tror ikke, der er nogen, der kan forestille sig, at det nogensinde skal destrueres. Det har det alt for megen betydning til. Men hvis det ikke havde været for min allerførste kampagne, så kunne det meget vel være væk og borte allerede for tre årtier siden – og det, synes jeg, havde været et stort tab for byen.”
