Kaare Grundtvig: Min første reklame

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Den fagansvarlige på reklamelinjen kigger tilbage på sin første reklame, som var en printannonce, hvor han plankede Picasso.

Da Kaare Grundtvig var 25 år gammel gik han på DRB-skolen (senere reklameskolen, red). Samtidig have han et job som art director på det hedengangne reklamebureau Lintas, og det var her han havde den reklame-debut, som vi kigger nærmere på.  Året er 1991.

Hvad var set-up´et til din første reklame?

“Det var, at Berlingske Tidende gerne ville have indrykket flere corporate jobannoncer i deres avis. Derfor gav de et tilbud til reklamebureauer, der gik på, at hvis man som bureau kunne lave en idé til en annonce, der var en jobannonce, men som samtidig profilerede virksomheden, deri det corporate, så kunne man få indrykningen gratis. Man kunne altså søge en ansat til sin virksomhed, samtidig med at man flashede sit brand”.

Hvordan blev opgaven din?

”Det var nok fordi, at den så at sige var gratis. Derfor var det klart, at det var noget som de unge på bureauet fik lov til at lave. Men så fik vi også lov til at lave noget, der var lidt vildt. Vi fandt på den idé, at vi ville portrættere bureauet som et sted, der var så kreativt, at vi var nødt til at søge to viceværter til at rydde op efter os.”

Kaare Grundtvig supplerer:

”Jeg kan huske at jeg kastede mig over at lave illustrationen, og min tekst-makker Marie-Louise Vallvé kastede sig over brødteksten.”

Du kan se Kaare Grundtvigs første printannonce her:

Hvordan lavede du annoncen?

”Annoncen er lavet helt og holdent med AD’markere. Sprit-tuscher, om du vil. De var jo datidens photoshop. Og det er faktisk sådan jeg stadig arbejder. Det synes jeg, er sjovest”.

Hvad dannede inspiration til det visuelle udtryk?

”Billedet er jo planket fra Picasso. Specielt tog jeg en del fra hans mesterværk Guernica. I særdeleshed kontorlampen, man kan se midt foroven. Hænderne ser også ud på en helt speciel Picasso-inspireret måde. Og da den allerede var kubistisk, så var det jo nemt at inkludere en tidlig Apple computer på billedet. Den kan du se ude til højre. Jeg valgte Picasso, fordi han for mig både udtrykker vildskab, kreativitet og kaos”.

Kaare Grundtvig fortsætter:

”Men udover Picasso er der jo også noget typisk reklamebureau over det. Der er en skraldespand, der er en masse papir, som der er krøllet sammen og der er to folk med kasketter og reklame-hestehale, der bare tænker helt krea-tosset.”

Hvad med teksten – hvordan opstod den?

”Der er både noget om den kolde krigs afslutning, apartheid, Thatcher, AIDS, mordet på Rajiv Gandhi (tidligere premierminister i Indien, red.) og en meget kold sommer ca. ’87. Jeg synes stadig, at det er en ret fin tekst, som Marie-Louise fik skrevet. Den er meget sjov og tidstypisk.”

Genererede annoncen nogen jobansøgninger?

”Nej, det gjorde den ikke. Jeg mindes egentlig ikke, at vi fik nogen jobansøgninger overhovedet på den. Men det var heller ikke målet, faktisk. Målgruppen var jo i virkeligheden ikke viceværten. Det var andre reklamebureauer og virksomheder, der skulle forstå, at Berlingeren var et godt medie til at indrykke jobannoncer i, hvor man samtidig kunne profilere sig som virksomhed”.

Kaare Grundtvig fortsætter:

”Så spørgsmålet skulle faktisk nok nærmere være, om Berlingske Tidende fik flere jobannoncer, der også var en slags corporate branding, ud af det. Men det ved jeg faktisk ikke, om de gjorde. Faktisk manglede vi slet ikke en vicevært. Det havde vi allerede. Han var i øvrigt prins af Ungarn og hed Alain de Bourbon,  men det er en helt anden historie.”

Hvad ville du gøre anderledes ved printannoncen, hvis du skulle lave den i dag?

”Jamen, i dag ville jeg jo nok slet ikke lave en print-annonce. Jeg ville dog kreere det fuldstændig samme billede, men i steder poste det på sociale medier – f.eks. Linkedin. Og så ville jeg skrive det i post-teksten, som dengang stod i overskriften. Så jeg ville beholde idéen men ændre mediet”.

Hvad med selve tegningen. Der er jo sket en del siden ’91. Hvordan ville du opdatere den?

”Jeg ville nok lige opdatere den firkantede ’Apple-classic’-computer til en laptop. Men det lange hår er jo igen moderne, og det er kasketter jo i grunden også. Hestehalen skulle dog måske lige samles i en knold, eller ’manbun’, om du vil. Og så skulle man nok lige smide en smartphone og nogle post-its ind på udvalgte steder. Sjovt nok brugte man ikke post-its i den kreative proces dengang. Den blev mere brugt som en reminder inde hos kontakt-folkene, og ramte først os kreative 15 år senere”.