Mindre bureau lander stor detail-kæde

peng

Lang ventetid i det offentlige kan vendes til noget positivt – hvis man kan tilbyde samme ydelse hurtigere privat. Det skal et mindre københavnsk bureau hjælpe en stor høre-kæde med.

AudioNova, der er Danmarks største kæde af private hørecentre – godt 40 af slagsen, gik i det tidlige forår ud i markedet med ønsket om at finde en bureau-samarbejdspartner, der kunne bistå med udvikling, eksekvering og produktion af to nye reklamefilm.

Valget faldt på det lille københavnske bureau, In-Mind, som siden har udviklet kreativ idé og for tiden er ved at lægge sidste hånd på produktionen af de to tv-spot, der skal fortælle målgruppen om fordelene ved at vælge AudioNova.

“Faktum er, at der i det offentlige generelt er lang ventetid ved behandling af høretab. Ventetid, der går ud over livskvaliteten for rigtig mange mennesker. Vi vil med vores film gerne tydeliggøre, at man hos os kommer til med det samme uden venteliste, og uden at det koster mange penge,” siger Peter Brøgger Andreasen, salgsdirektør hos AudioNova Hørecenter, i en pressemeddelelse.

Hos In-Mind glæder man sig ikke kun over tilgangen af den nye kunde, men også udsigten til at kommunikere med målgruppen:

”At arbejde med en kunde, hvor den primære målgruppe er på den anden side af 60 år, er i sig selv en rigtig spændende udfordring. Vi har nu lavet to film for AudioNova – men det er planen, at der kommer flere,” siger Jesper Bräuner, der er kreativ direktør i In-Mind”.