Mindshare: Uacceptabel bureaukonkurrence hos Viasat/TV3

Peter Engholm
25@mail.dk

Bl.a. vil Viasat gerne have oplysninger om priserne hos konkurrenten TV 2. Åbenheden var heller ikke i orden, og Mindshare trak sig derfor.

Som Bureaubiz fortalte i går, afholder Viasat i øjeblikket konkurrence blandt mediabureauerne. IUM, Mediaedge:cia og OMD blev nævnt som deltagere, men ikke Mindshare – og det er der gode grunde til, viser det sig:

“Mindshare blev inviteret og deltog i et briefingmøde. Vi har dog meddelt Viasat/TV3, at vi ikke ønsker at deltage, da vi ikke bifalder måden, hvorpå de har valgt at køre pitchen,” siger Martin Rasmussen, adm. direktør for Mindshare.

Angiveligt skulle alle mediabureauer – der ikke har kunder, som konkurrerer til Viasat/TV3 – være inviteret til konkurrencen. Martin Rasmussen har forståelse for, at man fra Viasats side ønsker alle bureauer i spil, da de er væsentlige kunder hos TV3. Men herefter ophører forståelsen:

“At man vælger, at alle bureauer skal svare på en detaljeret brief med fokus på mediepriser, finder vi uacceptabelt. Særligt, når dette bl.a. inkluderer priser på TV3’s største konkurrent TV2,” siger Martin Rasmussen.

Samtidig viste åbenheden sig ifølge Mindshares direktør at være noget ensidig:

“Der var et generelt misforhold mellem detaljegraden af information, som mediebureauet skulle levere, og den begrænsede åbenhed fra Viasat/TV3 ‘s side omkring forretningsmæssige sider, der ellers var væsentlige for besvarelsen,” siger Martin Rasmussen.

Han mener, at bureaukonkurrencen burde have været indledt anderledes – fremfor at starte både bredt og dybt:

“Man kunne nemt have gennemført en screening med bureaupræsentationer, og derefter udvalgt få bureauer til at gennemføre den detaljerede de-brief,” siger Martin Rasmussen.

Forelagt kritikken siger kommunikationschef hos TV3, Lars Dyrmann:

“Vi har ingen kommentarer til den igangværende konkurrence.”