Ministerier slipper for udbud af websites

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Et nyt basiswebsite skal spare ministerier og andre offentlige instanser for dyre udbud. Tidligere webbureau-mand har lavet en billigere løsning.

Som Bureaubiz omtalte i maj, står ministerier, styrelser, regioner og kommuner til at komme under udbuds-radaren, når de skal oprette eller forny deres hjemmesider.

I stedet for vil alle offentlige instanser blive tilbudt et gratis basiswebsite, Go Basic, som de så kan bygge videre på efter egne ønsker og behov.

Initiativtageren til basiswebsitet er specialkonsulent i Økonomi- og Indenrigsministereiet, Rasmus Ørgaard Rudolf, der kom til ministeriet fra en stilling som director of technical business development hos digital- og designbureauet 1508.

Rasmus Ørgaard Rudolf har for ministeriet udviklet et basiswebsite, som kan nedsætte omkostningerne til webprojekter – eksempler på hjemmesider, der har kostet en million, vil kunne blive etableret for nogle hundrede tusinde kroner. Og dermed under udbudsgrænsen.

”Mit håb er, at der ikke bliver brugt færre penge på at digitalisere det danske samfund, men at pengene ikke bliver brugt på at lave det samme igen og igen. Hvis man holder de eksisterende budgetter, så kan pengene blive brugt der, hvor de virkelig gør en forskel”, siger Rasmus Rudolf til Børsen.

Til Bureaubiz har han sagt:

“Med en basisløsning kan der frigøres ressourcer til mere ambitiøse opgaver, og det er en fordel for både det offentlige, bureauerne og andre leverandører – og ikke mindst for de brugere, der benytter de offentlige sites,”

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager siger om Go Basic-projektet, der forventes lanceret inden årets udgang:

”For mig handler modernisering om at tænke frit og nyt og afprøve, om ikke tingene kan gøres på en smartere måde, end hvis vi følger den slagne opskrift for, hvordan vi plejer at gøre. Det er det nye basiswebsite et rigtigt godt eksempel på. Her viser der sig en ny og billigere metode til at udvikle nye hjemmesider. Det er også et godt eksempel på, at når vi har en god løsning, så skal den spredes ud, så så mange som muligt får glæde af den, og så vi ikke skal starte helt fra bunden med Adam og Eva, hver eneste gang vi har brug for en ny hjemmeside.”

Mens Go Basic bliver udviklet, ønsker ØIM dialog med kommunikationskonsulenter og webmastere hos andre offentlige myndigheder via den nye blog, www.gobasic.dk.

 (Børsen Digital, p. 7).