Minkavlere og dyreaktivister dyster i annoncer

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Kopenhagen Fur svarer i dag igen i en annonce efter Dyrenes Beskyttelse angreb foreningen gennem en kopiering af minkavlernes annonce.

Striden mellem minkavlerne og Dyrenes Beskyttelse fortsætter i dagens aviser med at folde sig ud i annonceform.

Den startede først på ugen, da Kopenhagen Fur gik i luften med en branding-kampagne, og i går blev der skabt voldsom turbulens, da Dyrenes Beskyttelse med et meget utraditionelt kreativt virkemiddel kopierede Kopenhagen Furs annonce og satte korrekturrettelser ind, hvor man var uenig. 

Kopenhagen Fur har valgt ikke at udfordre Dyrenes Beskyttelse på ophavsret, men i stedet svare tilbage gennem en annonce, der er udformet som et langt åbent brev.

Kommunikationschef Sander Jacobsen fra Kopenhagen Fur sagde i går til Bureaubiz, at minkavlerne helst vil holde fast i den åbne dialog, og det er den linje, man holder fast i. I annoncen inviterer man igen til dialog og til at komme på besøg på farmene samtidig med at man søger at udbygge og nuancere de fakta, som Dyrenes Beskyttelse havde brugt i meget kort form i korrekturrettelserne.