Mission accomplished: Fusionen mellem Magnetix og Isobar fuldført

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

I hvert fald næsten. Ledelsen er fastlagt og integrationen, som bl.a. har rummet flytning af 30-40 medarbejdere er tilendebragt. Men navnet mangler fortsat.

Magnetix har traditionelt været gode til større programmer og løsninger, og er på den konto blevet en af de sidste 5 års største successer på det danske bureaumarked.

Så måske er det en af årsagerne til, at CEO, Martin Bochineck, her blot et halvt år efter kan sige “mission accomplished” – i hvert fald næsten – hvad angår fusionen med Isobar.

Og bare for at give en antydning af omfanget af det projekt, så er her en enkelt af opgaverne i fusionen: 30-40 medarbejdere skulle flyttes fra Christianshavn til Magnetix’ lokaler ved Vesterport – og integreres i en ny organisation med alt hvad det indebærer af organisatoriske risici.

Alene dette gør det til en af de største fusioner i den danske bureauverden i de senere år.

Martin Bochineck erkender da også, at de har haft travlt.

“Vi er vant til at arbejde hårdt – men det sidste halve år har godt nok været hektisk,” siger Martin Bochineck.

Kigger man på overskrifterne, så har fokus siden sommerferien været i gang med følgende ting:

  • Magnetix har skullet integreres i Isobars internationale organisation – herunder har de 30-40 medarbejdere fra Isobar Danmark skullet flyttes til Magnetix.
  • Magnetix’ HR, Finans og IT har skullet integreres med Isobar-moderselskabet Dentsu Aegis Networks systemer.
  • Den nordiske organisation har skullet etableres. Bureauet har nu fem lokationer: København Aarhus, Stockholm, Oslo og Helsinki.

“Og så skal man ikke glemme, at forretningen jo rent faktisk også skal passes samtidig. Kunderne skal jo helst ikke mærke, at vi har en række store interne opgaver,” siger Martin Bochineck.

Martin Bochineck har overtaget rollen som CEO for den nordiske organisation med omkring 260 medarbejdere. Christina Rind Helsbro tager rollen som CCO med ansvar for forretningsudvikling i norden. Lars Bo Jeppesen, CEO Nordics, Central & Eastern Europe, Dentsu Aegis Network, er bestyrelsesformand.

Et bureau – i flere lande

Selvom bureauerne i de andre nordiske lande optræder som selskaber med egen ledelse, så er visionen at have ét bureau med fem lokationer.

“Vi praktiserer en såkaldt kompetence-hub organisation, hvor man er specialister i noget forskelligt i de forskellige lande – og så sammensætter vi teams efter behov,” siger Martin Bochineck.

Der er dog også sket forandringer i ledelsen i København.

Den formelle direktion består ud over ham som CEO af Christina Rind Helsbro, der har været med hele vejen i opbygningen af Magnetix. Hertil kommer CFO Steen Østerby.

Herunder har man så et ledelseslag, der består af:

  • Project Services: Lars Harder
  • Strategi & Innovation: Sebastian Franck
  • Business Development: Christina Rind Helsbro (midlertidig – man er på jagt efter en ny til denne post)

Disse tre poster refererer alle til Christina Rind Helsbro.

  • Creative Services: Nicholai Reinseth og Morten Kold
  • IT-services: Robert Winther
  • Campaign services: Jimmi Eriksen

Christina Rind Helsbro har tidligere haft den kreative afdeling under sig. Nu har hun projektledelse og strategi, mens de kreative direktører Nicholai Reinseth og Morten Kold refererer direkte til Martin Bochineck.

Ny afdeling

Hertil kommer, at Campaign Services med Jimmi Eriksen i spidsen er en helt ny afdeling, som primært bygger på Isobar kompetencerne.

“Magnetix har traditionelt haft primært fokus på større programmer og løsninger, mens vi har stået mindre stærkt på de hurtige kampagne-løsninger. Det kan vi nu også. I Campaign Services har vi nu 40 ansatte. De fokuserer hårdt på kampagner, media og content” siger Martin Bochineck.

Kigger man på track-recorden for fusioner, så kan flytningen af 30-40 mand til Magnetix på nogen formentlig virke nærmest angstprovokerende. Selvom de er kommet i mål, så kan Martin Bochineck dog ikke fremlægge en særlig formel for, hvordan, man gør det.

“Grundlæggende handler det om kommunikation og nærvær. Jeg kan ikke sige vi er dygtige til det, for jeg har ikke noget at sammenligne med. Men vi er igennem den store bølge med en intakt organisation. Hvad angår kunder, så har vi lagt nogle forskellige procedurer for kommunikationen med dem for at sikre os, at der ikke opstod problemer, som fik lov at vokse. Det er ikke kun et spørgsmål om Magnetix’ kunder – Isobar havde også deres kunder, som i en række situationer var fælles med andre DAN-bureauer,” siger Martin Bochineck og fortsætter:

“Hvad angår medarbejdere, så har det selvfølgelig været enormt vigtigt at være kommunikerende. Der er altid mange spørgsmål i store forandringsprocesser og vi har været virkelig bange for at ødelægge ting der fungerer.”

Internationale opgaver

Ud over at få integrationen på plads og passe kunderne, så har det første halve år også budt på opgaver af den slags, der var en af de store drivere bag ønsket om at gå sammen med Isobar: Internationale opgaver.

“Vi var tiltrukket af Isobar, fordi de står rigtig stærkt internationalt. Vi har en størrelse i Danmark, at det er et naturligt skridt at søge udenfor landets grænser, men det ville være rigtig svært for os at få taletid i store internationale virksomheder,” siger Martin Bochineck og fortsætter:

“Den taletid får du langt bedre med Isobar-navnet og Dentsu Aegis i ryggen, og vi har allerede oplevet at blive involveret på adskillige internationale kunder.”

Navnet mangler fortsat

En enkelt opgave udestår dog fortsat: Hvad skal barnet hedde. Det kan synes som en mindre opgave, for der kan være mange overvejelser at gøre – og mange diskussioner at tage.

Skal man f.eks. gå efter et clean cut til Isobar med det samme eller skal man holde fast i Magnetix-navnet, der er det klart stærkeste i Danmark.