I en stort opsat artikel i Berlingske med overskriften: ’Nu kommer det store angreb på MobilePay’, melder avisen ud, at en lang række tiltag skal få danskerne til at droppe MobilePay og bruge Swipp.
Reelt er det ’kun’ to nyheder, der offentliggøres: En fælles app fra de 81 banker, der er med i Swipp-samarbejdet samt at Swipp på en eller anden måde vil udvikle deres produkt til, at man kan overføre penge mellem Danske Bank kunder og Swipp kunder. Ligesom man kan med MobilePay.
Både Swipp og MobilePay er samtidig i fuld gang med at implementere deres mobilbetalingsløsninger i detailhandlen og det er her, at kampen spidser til ifølge it-direktør i Matas, Thomas Grane, som i dag siger, til Børsen, at det er nu ketchupeffekten kommer.
Der er i hvert fald meget ’run’ på de elektroniske bokse, som detailbutikkerne får installeret, så kunderne blot skal holde telefonen henover, når de skal betale.
Boksene leveres bl.a. af EG, der er blandt Skandinaviens største it-virksomheder og salgsdirektør i EG, Martin Nørballe siger til Børsen, at det er svært at følge med bestillingerne:
”Det er helt sikkert, at fortsætter bestillingerne med samme hastighed, vom vi har set hidtil fra vores kunder Rema 1000, Netto, Bilka, Føtex og Matas, så kan vi risikere, at producenten af mobilbokse ikke kan følge med.
Pt estimeres der at være omkring 10.000 bokse på det danske marked.
Swipp mener at have konkurrencefordel
Martin F. Andersen mener klart, at Swipp har en konkurrencefordel i forhold til detailhandlen på grund af Swipps løsning, der bruger konto-oplysninger, når man betaler. Det betyder, at der ikke er nogen mellemmænd, der skal tjene penge. Anderledes er det for MobilePay, som benytter sig af en betalingskortløsning, siger han til Berlingske:
”I en kortaftale som MobilePay er der flere spillere med i værdikæden. Der er både Nets, Teller, Visa og Mastercard og hvem der ellers er med. De skal alle have et lille gebyr. Hos Swipp er der kun to banker, som pengene skal overføres mellem. Det kommer erhvervslivet til gode, så vi kan tilbyde nogle transaktioner, der er væsentlig billigere.”
Det er Jesper Nielsen, der er chef for forretningsudvikling i Danske Bank ikke overraskende uenig i.
Han siger til Berlingske:
”Foreløbig har vi været i stand til at lukke en del aftaler ud fra den pris vi har. Vores opfattelse er, at vi er konkurrencedygtige på prisen. Butikkerne kigger på antallet af brugere og der har vi et pænt forspring, ligesom de også ser på brugervenlighed, og hvor nemt systemet er at implementere.”
Børsen, p. 12 samt Berlingske Business, p. 8.