Møbelkæde skifter marketingchef

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Samtidig har man netop lanceret en ny kampagneplatform hos IdeMøbler. Men der er behov for en anden profil fremadrettet.

IdeMøbler har netop lanceret en ny kampagneplatform, hvor man udskifter ”Forandring fryder” med ”Levende hjem”.

Men samtidig med annonceringen af den nye kampagne har man sagt farvel til marketingchefen, Charlotte Ellegaard Knudsen.

”Charlotte har lavet et flot arbejde med at bringe os dertil, hvor vi er nu. Men når jeg kigger frem, så ser jeg nogle udfordringer for måden, vi driver marketing på, som efter min overbevisning kræver en anden profil. Derfor har vi valgt at sige farvel til hinanden, og jeg er nu på udkig efter en afløser,” siger adm. dir. Michael Christiansen.

Han understreger videre, at marketing ikke er nedgraderet – faktisk har man oprustet med en enkelt fornylig.

Den nye kampagneplatform er udviklet af Zupa Recommended, der i foråret fik begge IDdesigns kæder, IdeMøbler og Ilva på kundelisten.

”Tiden hvor vi kunne sælge en sort lædersofa med stålben er slut. Den moderne forbruger vil have helhedsløsninger og møbler, der kan gøre hverdagen lettere, sjovere og flottere. Det skal vi hjælpe vi dem med ved at levere møbler og inspiration, som passer til deres levende hjem,” siger Michael Christiansen.

Kampagnen rummer et bredt sæt af medier og indebærer desuden, at mikrofonen bliver givet videre til virkelige familier med virkelige behov og ønsker til boligindretning.

”Det er vigtigt, at vi er med, når kunderne indretter deres hjem, for på den måde lærer vi noget om kundernes ønsker og behov, og vi gør det let for kunderne at indrette sig til hverdagens mange forskellige behov. Lige nu søger vi familier, par og singler, der ønsker at stille op som modeller,” siger Michael Christiansen.