Mød Danmarks bedste bureauperson til at tjene penge

Peter Engholm,
journalist

En 24-årig bureaustifter er en unik historie. Både hvad angår ham selv og hans tal. Bureauet præsterede f.eks. en indtjening pr. medarbejder, der er det dobbelte af den næstbedste. Det kræver en forklaring – og den kommer her.

Historien om Kasper Knudsen har flere indgange. En af dem kunne være: Er det ikke lige lovlig flot at gøre status over en 10-årig karriere? Og jo, måske, hvis ikke det var fordi, han er 24 år og har ejet virksomheder i 10 år.

Og fordi Sedia, som er et performance marketing bureau og et coaching-selskab, i 2021 præsterede nogle helt utrolige tal.

Dels præsterede bureauet en indtjening pr. medarbejder (resultat før skat) på hele 4,2 mio. kr. Det er uden for kategori, hvis man skal bruge et Tour de France-udtryk. Det næstbedste bureau i Bureaubiz’ nøgletalsanalyse, Bureautrends, er det lille og meget succesrige designbureau, Kühl & Han, der præsterede ca. den halve indtjening pr. medarbejder.

Dels beretter Sedia om en bruttofortjeneste på 18,4 mio. kr. – fordelt på 4 medarbejdere indikerer det et bureau, der er landets ubestridt mest produktive.

Om det niveau nogensinde bliver slået af nogen, er spørgsmålet. Men Kasper Knudsen regner i hvert fald ikke selv med at slå det. Den forklaring følger.

Forløb med 69 videoer og 78 skabeloner
Erfaringerne fra en succesfuld bureauejer kan tjene til inspiration til andre, og den idé er så god, at Kasper Knudsen for længst har fået den selv. Og eksekverer den på tredje år i ‘et online mentorforløb’, som med 8 moduler, 69 videoer og 78 skabeloner giver målgruppen – 16-30 årige – en indføring i digital og social media marketing. Forløbet tager også højde for fysisk og mental velvære.

I alt 3000 personer har på toethalvt år gennemført forløbet på Kasperknudsen.com, der koster 12.000 kr.

”Man lærer matematik af matematiklærere og at køre bil af kørelærere. Og hvis man vil starte et bureau, så måtte man lære af bureauejere. Det var min tilgang, så jeg købte kurser i udlandet, og jeg har haft et par mentorer selv,” siger Kasper Knudsen.

Og bureau og undervisning er tæt forbundne, understreger han:

”Hvis det skal være autentisk, så kræver det, at jeg selv driver forretning efter de principper og den tilgang, jeg fortæller andre om. Og når man skal lære andre, så skal man selv være dygtig. Jeg hjælper andre til at få succes inden for mit eget felt, samtidig med at jeg driver bureau, og mit bureau bliver bedre, når jeg holder mig skarp,” siger Kasper Knudsen og tilføjer:

”Jeg er hverken advokat eller revisor, men jeg ved, hvad min revisor og min advokat har sagt. Den kontrakt, jeg bruger i bureauet – og som jeg har betalt min advokat for – giver jeg væk på coachingdelen.”

Webshops i Varde
Kasper Knudsen er vokset op i Varde, hvor iværksætteriet begyndte:

”Jeg stiftede en digital forretning, da jeg var 14. Jeg har haft tre webshops. Jeg anede i begyndelsen ikke, hvad jeg lavede. Men jeg tog et ansvar for at lære det – bl.a. Facebook-annoncering.”

Erfaringerne tog han med sig, da han som 19-årig flyttede til København:

”Det var et nemt valg. Jeg kendte ingen i København, så det eneste, jeg kunne, var at arbejde. Hvis jeg var blevet i Varde, så havde det nemmeste været ikke at arbejde – og bare hygge mig. Jeg boede i AirBnB til at begynde med,” siger Kasper Knudsen.

I København stiftede han performancebureauet Sedia, og bureautypen skal tages bogstaveligt:

”Bureauet har et par håndfulde ecommerce-kunder, og det er 100 pct. performancedrevet. Vi tager ikke noget for ydelsen, men får en del af den værdi, vi skaber for vores kunder.”

Mentorer, søvncoaches, kok og personlig træner
Det performancedrevne har også gennemsyret Kasper Knudsen selv, og der er løbende blevet optimeret:  

”Mit mål med at have mentorer har været at komme op på deres niveau. Hvis deres vej dertil bl.a. har været at meditere og ikke at drikke alkohol, så jeg er blevet inspireret af det.

Jeg har læst 250 bøger de seneste fem år, jeg har personlig træner fire gange om ugen, jeg har haft to søvn-coaches, og for at kunne koncentrere mig om jobbet, havde jeg en overgang også en kok,” siger Kasper Knudsen.

Han erkender, at det på et tidspunkt blev lidt for målrettet:

”Jeg undskyldte mit fravær i sociale sammenhæng mede, at min mor havde fødselsdag. Det havde hun efterhånden mange gange om året, så det vakte lidt mistanke.”

Et rigere liv
Og det bringer os frem til forklaringen på, hvorfor regnskabet for 2022 ikke bliver helt så hvirvlende exceptionelt som 2021:

”For snart et år siden mødte jeg en fantastisk pige. Vi er kærester, og det har ændret mit liv. Jeg arbejdede før 70 timer om ugen, nu er jeg nede på 50 timer, for jeg holder fri i weekenden og er sammen med min kæreste.”

Men du giver ikke din kæreste skylden for de kommende regnskabstal?

”Nej, jeg giver hende tværtimod æren for et rigere liv. Før var det 100 pct. forretning – nu er det 80 pct. forretning, 80 pct. kærlighed.”

Også kommunikationen er blevet mere nuanceret:

”Min coaching er gået fra ‘Du skal gøre sådan!’ til ‘Det er individuelt. Men jeg gør sådan …’. Og i starten gik det ud på at lære folk at tjene 100.000 kr. om måneden. Men hvad nu, hvis det ikke er deres mål? Eller hvis de tjener 20.000 kr. om måneden. Så skal de nok i stedet fokusere på at tjene 40.000 kr. – hvis det er det, de vil.

Partnerskaber og medejerskaber
Samtidig er der kommet et ‘vi’ ind i arbejdslivet. Kasper Knudsen har fået en partner og åbner op for at få yderligere en.

”I starten var jeg nok nærig. Men hvad giver penge mig? Jeg har allerede tjent rigeligt, så jeg åbner ikke kun for partnerskaber, men har også indført bonusordning og overskudsdeling for hver en medarbejder.

Hvad er næste trin for din forretning?

”Vi skal ikke vokse stort i antal medarbejdere. Jeg driver ikke en forretning, der kan skaleres af medarbejdere. Forretningen skal 100 pct. skaleres af teknik, og Sedia skal fortsat være et boutique-bureau: Lille og lækkert, med 6-8 personer. Altså 2-4 mere over de næste 1-2 år. Der vil stadig være ca. 3 personer i coachingen,” siger Kasper Knudsen og skitserer herefter to spor:

”Vi skal lancere en web-applikation af mentor-forløbet, målrettet marketingkonsulenter og mindre bureauer, og to software-udviklere er i fuld gang. Det sidste spor er en slags mini venture capitalist. I stedet for udelukkende at levere bureauydelser vil jeg købe andele i virksomheder med højst 10 medarbejdere og med stor profit pr. medarbejder. Jeg har købt 23,75 pct. af en virksomhed og forhandler lige nu om 20-30 pct. af en anden.”

Den unge, men erfarne bureauejer har også sat sig mål på den menneskelige del – og det kan ses i forlængelse af, at pengene ikke længere er et mål i sig selv:

”Det er vigtigt for mig at blive husket for god energi og glæde. Det arbejder jeg på – sideløbende med arbejdet,” siger Kasper Knudsen.