Mød de senere års mest vovede bureaufusion

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Folkene bag Agency Spring har ikke kunnet stille sig selv en meget vanskeligere opgave; at gennemføre en fusion med en fusion. Nu gør Peer Brændholt og Albert Funder status.

Bedømmer man succesraten for fusioner i bureaubranchen, så skræmmer sporene. Derfor forekommer Agency Spring at være et projekt, der er sat i gang med nærmest dødsforagt.

Det er reelt en fusion med en fusion, og er en fusion svær, så må en fusion med en fusion være mindst dobbelt så svær.

Men folkene bag Agency Spring var udmærket klar over oddsene – de så det bare som en nødvendighed.

“Sådan som jeg ser det jyske bureaumarked, så ville alternativet være værre,” siger adm. dir. Peer Brændholt.

Det er en tilgang, som måske er et godt grundlag for at træffe de rigtige beslutninger. I hvert fald står han nu godt et år efter og kan sige – om ikke mission accomplished, så dog at man er kommet et godt stykke af vejen med rimelig succes.

Agency Spring ser ud til at lande på Top 10 over de største reklamebureauer herhjemme, og – måske aller vigtigst – det er lykkedes at holde fast i organisationen og i nøglemedarbejderne.

Det seneste regnskab landede på et acceptabelt niveau, og – ikke mindst – i den spritnye MyImage-måling kommer bureauet ind på en samlet 5. plads. Kendskabet er naturligt ikke stort, men placeringen fortæller, at de, der kender bureauet – de kender det for noget godt.

Fusion mellem tre bureauer

Agency Spring er samlet af tre bureauer. For knap to år siden besluttede Kernel og Simpatico at fusionere. Men før man var helt på plads med den fusion, besluttede man små 10 måneder senere at fusionere med Recommended-delen af Zupa Recommended – en anden fusion, som så i princippet kastede håndklædet i ringen ved dén lejlighed.

Det skete sideløbende med, at Zupa Recommended var i gang med at afvikle Bilka-samarbejdet, som indebar betydelige underskud.

Så det var ikke bare en fusion med en fusion – det var også en fusion med et bureau i økonomisk stormvejr. For så at gøre det hele endnu mere kompliceret, gik en af bureauets store kunder, Grundfos, i gang med at reducere antallet af bureaupartnere, hvilket betød, at man risikerede at miste dem.

“Jeg tror i virkeligheden, at den situation hjalp os lidt på vej, fordi alle oplevede, at vi nærmest var i krig og derfor rykkede folk sammen for at kæmpe for at lykkes,” siger Peer Brændholt.

Og det gjorde det så.

Hele processen startede, da Simpatico-ejer Jens Hjortshøj kontaktede Peer Brændholt med henblik på en fusion. Set ude fra ikke den mest oplagte fusion – men set indefra en del mere logisk.


Peer Brændholt (t.h.) sammen med Albert Funder, der er direktør

for Agency Spring i Aarhus.

“Vi har set flere eksempler på, at bureauejere ikke har udvist nok rettidig omhu i forhold til generations-skifter, og Jens var optaget af, at han ikke ville ende i den situation. Hans vurdering var, at Kernel var det bureau, der lå tættest på Simpatico, og vi havde da også flere berøringsflader,” siger Peer Brændholt og fortsætter:

“Samtidig ser vi et jysk bureau-marked i opbrud, fordi en række store kunder konsoliderer sig, og derfor var det helt nødvendigt at matche den udvikling. Desuden er der spørgsmålet om rekruttering, og Simpatico havde en række folk, som passede rigtig godt til Kernel.”

Peer Brændholt understreger videre, at han også anså det for vigtigt at undgå at blive et rent BtB-bureau.

“Der sker masser af brancheglidning, og det gælder også mellem BtB og BtC,” siger Peer Brændholt.

Samtidig med, at fusionen mellem Simpatico og Kernel blev besluttet, kom der faktisk en føler fra Zupa Recommended, der godt kunne se et behov for at etablere et ben mere.

Timingen var dog ikke god lige da, men kontakten blev opretholdt. Og fusionen blev virkelighed, da Zupa og Recommended gik fra hinanden.

Advokater og revisorer sikre vindere

Det har været en kompliceret fusion, fordi det ikke bare har været tre selskaber. Selskabskonstruktionerne hos de deltagende bureauer var mere omfattende, og derfor har de eneste helt sikre vindere været advokater og revisorer.

“En fusion har en pris – det var vi klar over. Hvad der derimod har overrasket mig, har været hvor meget tid, praktikken har krævet – ikke bare på det juridiske, men også i hverdagen, hvor vi nærmest har skulle skære 20 centimeter af alle skrivebordene for at få indrettet os,” siger Albert Funder, som med udgangspunkt i Recommended nu er direktør for Agency Spring i Aarhus. Han fortsætter:

“Det var også et problem, at vi reelt har skullet arbejde uden at have det præcise overblik over økonomien, som man gerne vil have for at kunne træffe beslutninger – f.eks. om investeringer.”

Nøglemedarbejdere VAR identificeret

Det er en proces, hvor man let kan risikere at tabe nøglemedarbejdere på gulvet, fordi den øverste ledelse måske er alt for optaget af praktiske opgaver til at have styr på organisationen.

Men her kan Peer Brændholt og Albert Funder glæde sig over, at man havde sørget for at træffe en række nødvendige beslutninger i god tid.

“Vi gennemgik samtlige medarbejdere i forhold til at identificere dem, som det ville være kritisk at miste samt bedømme alle i forhold til de kompetencer, vi havde brug for. Vi var ret konsekvente – og vi var det, før vi trykkede på knappen,” siger Albert Funder og fortsætter:

“Det har også været et plus, at vi har mange partnere. Resultatet blev, at alle hoppede beredvilligt ind i projektet, fordi de troede på det.”

Albert Funder og Peer Brændholt erkender, at det umiddelbart er bureauer med en ret forskellig profil.

“Men dels handler det om, hvilken type bureau, vi gerne vil blive, dels er der spørgsmålet om rekruttering. Hvis jeg skulle ud og skaffe de folk, som jeg gerne ville have, så sad de hos Recommended,” siger Peer Brændholt.

I forhold til den enorme opgave, det har været, så er et første regnskab med et underskud på 4 mio. kr. ikke skræmmende, og Peer Brændholt noterer da også, at driften nu er på plads. Man er faktisk lige nu 2 mio. kr. foran budget.

Men selv om det er lykkedes at holde på nøglemedarbejderne, så er kulturen endnu ikke på plads.

“Vi har to top-prioriteter for den kommende tid. Det ene handler om nødvendige investeringer – her har vi fokus på digital og relationer – og det andet handler om kulturen. Folk skal vide, hvad de står op til om morgenen,” siger Peer Brændholt, mens Albert Funder tilføjer:

“Vi mangler helt konkret nogle folk, men vi har været tilbageholdende på grund af det manglende overblik og det helt nødvendige fokus at sikre økonomien.”

Investeringer behøver ikke kun være ansættelse af enkelte folk.

“Vi skal ikke ud i flere fusioner – men at overtage et mindre bureau kan være en måde at rekruttere folk med de kompetencer, vi efterspørger,” siger Peer Brændholt og tilføjer, at investeringer også kan handle om at bringe de eksisterende kompetencer ud i andre markeder.

“F.eks. har vi med vores selskab i Vietnam nogle ressourcer, som måske kan bruges i andre lande,” siger Albert Funder.

Vil mestre ideen

Hverken han eller Peer Brændholt ser dog Agency Spring som et produktions-orienteret bureau.

“Vi vil være et bureau, der mestrer ideer – og vi vil meget gerne stå bag ideer, som trækker opmærksomhed i branchen. Men vi ser det bredt. Det handler ikke kun om at få en idé – når vi taler om at mestre ideer, så er processen med at udvikle den færdigt og eksekvere den i dag blevet stadigt mere vigtig for at skabe effekt,” siger Peer Brændholt og fortsætter:

“Fokus er på ideer, der rykker vores kunders forretning. Man kan sige det på den måde, at jeg vil hellere se os blive berømt på en MobilePay end på en god reklamefilm.”

Agency Springs partnerkreds:

  • Jens Hjortshøj
  • Peer Brændholt
  • Albert Funder
  • Mogens Kristensen
  • Lars Bo Hansen
  • Mads Mikkelsen
  • Michael Paterson
  • Lone Kragh