Morten Kirckhoff har lavet en fed, fed bog

Peter Engholm
25@mail.dk

Advance’ kreative direktør står sammen med komikeren Jan Elhøj bag en bog, der er alt andet end poleret og sjov. De har opsøgt forladte steder og fotograferet forfaldet.

Bogens titel, Abandoned, er engelsk, den diskrete ledsagetekst ligeså – men billederne er universelle: Forladte bygninger i form af huse, gårde, skolelaboratorier, forlystelsesparker, bil- og flykirkegårde – og en belgisk tekstilfabrik, blandt meget andet.

Både smukt og forstemmende, og – når man tænker på bogens to bagmænd – en meget overraskende bog. Jan Elhøj er tv-komiker med bl.a. Banjos Likørstue og Zulu Bingo på cv’et/samvittigheden, og Morten Kirckhoff er kreativ direktør på Advance.

Så får du ikke meget mere overfladeræs for pengene, men Abandoned, der udkommer på mandag, er alt andet det. Et “halv-arkæologisk fieldtrip, et eventyr,” som Morten Kirckhoff selv kalder det, og det er ikke helt skævt.

“Jan og jeg mødtes i grafittimiljøet for mange år siden, voksede op sammen – og branchede ud. Han i et spor, og jeg i et andet. Men vi blev begge ihærdige fotografer. Og da vi havde fotograferet et forladt hus, begyndte fortællingerne at dukke op: Hvem har boet her, hvad er der sket, og hvorfor er der ikke gjort noget? Siden voksede det: Vi opsøgte og fotograferede det forladte, og nogle spurgte, hvorfor vi ikke lavede en bog,” siger Morten Kirckhoff.

Og da bogprojektet kom på skinner, rejste parret målrettet efter forfaldet.

“Vi har kørt rundt i Kina, Belgien, Tyskland, Rusland – og ledt efter gamle hospitaler. Og fundet både dem og helt andre ting – også lige i nærheden, f.eks. på Frederiksberg, hvor jeg bor. Her fandt jeg en forladt tandlægeklinik,” siger Morten Kirckhoff.

“Vi lever pænt og poleret, og vi moderniserer, renoverer og hylder fremskridtet. Men hvad med det, der ikke klarede skærene? Vi har fundet steder, hvor mennesker har bedt, sovet og moret sig. Der har udspillet sig et liv. Så man har drukket den sidste kop kaffe, sagt “det var dét” og rejst sig – og vi har fundet koppen, der stadig står der,” siger Morten Kirckhoff.

Men “pænt og poleret” er vel også dét, du leverer som kreativ på et bureau …

“Ja, og bogen er et blik ind i al det, jeg ikke er til hverdag. På den måde kan du sige, at jeg er opmærksom på det. Samtidig er jeg fascineret af æstetikken i forfaldet – og i historiefortællingen, om at ting forgår. Folk rejser til pyramiderne og Akropolis – vi går måske 10-15 år tilbage og finder det liv, der lige har været,” siger Morten Kirckhoff.

Selv om man sine steder i bogen kommer langt ud på landet, så kalder den sig Urban Explorers for at vedkende sig tilhørsforholdet til Urban Exploration – et fænomen, der breder sig.

” Vi har fået en fantastisk respons på vores billeder. Der er efterspørgsel på vores foredrag, og det er blevet mere end bare et projekt. Jeg er nysgerrig og véd, at der ligger flere eventyr derude og venter på os. Selvfølgelig vil jeg gerne have, at bogen sælger – men jeg vil egentlig bare have, at folk synes, at bogen er fed,” siger Morten Kirckhoff.

Et i grunden beskedent ønske, for det er en fed, fed bog. Se billeder fra den her.

Abandoned – Adventures of Urban Explorers

  • Af Morten Kirckhoff og Jan Elhøj
  • 200 sider med godt 600 fotos
  • 349 kr.

  • Verve Books