Mulig navnekonflikt om People Groups nye selskab

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Brandhouse har et selskab med et navn, der ligger tæt på RetailPeople. Måske også for tæt, mener bureauet.

Nok er RetailPeople et oplagt navn til People Groups nye selskab, der skal lave tilbudsaviser. Men det er også et almindeligt navn, der optræder i andre sammenhæng – og i konstellationer, der ligner.

Det kan komme til at give problemer for det nye navn. Mest konkret kan der være en strid med Brandhouse under opsejling, fordi bureauet har registreret en variant.

Men der er også et eksempel som Retail People, der er et rekrutterings-netværk med svenske rødder. Man kan finde et site på dansk – men ikke en dansk web-adresse.

“Retail People er et svensk koncept, der indgår i Modewerket. Vi har planer om at lancere det i Danmark, men jeg er ikke bekendt med hvilke registreringer og rettigheder, der er foretaget på navnet i Danmark,” siger Jens Peter Sørensen, der repræsenterer Modewerket i Danmark.

Der er også et site under navnet Nokia Retail People, men her er der tale om et lukket site.

I går kunne Bureaubiz fortælle, at webadressen www.retailpeople.dk er ejet af et konsulentfirma Next Level Company – uden dog at være i anvendelse.

Til gengæld kan en navnevariant komme til at frembyde et større problem. Det viser sig nemlig, at Brandhouse har et navn – Retailhouse – der er registreret og som på hjemmesiden beskrives som “center for retailindsigt og retailkompetence.”

Der er således tale om et konkurrerende bureau, der har registreret et navn for en aktivitet, der er i direkte konkurrence med det, som RetailPeople skal lave.

Det kan være et problem, mener Brandhouses adm. dir., Stiig Helgens Binggeli, da Bureaubiz spørger til navneligheden.

“Så vidt jeg kan skønne, så bliver der tale om meget direkte konkurrence, og så synes jeg umiddelbart, at navnene ligger så tæt op af hinanden, at man kan risikere en forveksling. Og det er jo det man søger at undgå med registrering af navne,” siger Stiig Helgens Binggeli og tilføjer, at Retailhouse er registreret for fire år siden.

Er det et problem, som du vil gøre noget ved?

“Retailhouse er registreret og etableret og skal ekspanderes, så vi vurderer hvor stort problemet er. I sidste ende kræver det en nærmere juridisk vurdering. I første omgang vil jeg tage en snak med Bjarne Spellerberg (People Groups adm. dir., red.) Han er en af mine tidligere medarbejdere og en god bekendt, så mon ikke vi finder ud af det,” siger Stiig Helgens Binggeli.

Iøvrigt kan man på www.rettigheder.dk se, at Brandhouse allerede har en varemærke-registrering liggende på Retailpeople. Status står opført som “undersøgelse og vurdering”.

Rettigheder.dk søger i Patent- og Varemærkestyrelsens database, og på side kan man herudover læse, at det er en betingelse for registrering af et varemærke, at mærket har “særpræg”.

“Identiske eller vellignende varemærker, som allerede er registreret i de ønskede vareklasser, kan også være en hindring for registrering. Vi anbefaler derfor at undersøge eksisterende varemærkeregistreringer grundigt inden ansøgningen indleveres,” står der videre.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Bjarne Spellerberg.