Mystisk anvendelse af gammel Politiken-film

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Propaganda McCann krediteres fortsat, men det er et udenlandsk medieselskab, der står som annoncør i forbindelse med filmen på Adforums Top 5 liste.

Måske er der nogen, der kan huske filmen – den hvor en læge spørger de pårørende, om de er helt sikre på beslutningen. Hvorefter han slukker for respiratoren. Men personen i sengen vil det anderledes og tænder for den igen.

Filmen er skabt af Propaganda McCann for Politiken for et par år siden.

Men nu optræder den igen på Adforums Top 5 liste, hvor den blev sat på d. 7. september.

At den pludselig dukker op igen som en dansksproget film på et engelsksproget site, er dog ikke det virkelig mystiske.

Propaganda McCann står ganske rigtig opført som bureau, men den er ikke mere for Politiken. Nu er den for det engelsk-baserede medie Time Out Group.

Her stopper mystikken dog ikke. Bjørn Stene fra Mensch, hvor Politiken nu er placeret efter fissionen mellem Propaganda og McCann, fortæller, at bureauet ikke kender noget til placeringen af filmen på Adforum.

Han har desuden spurgt til en forklaring hos Time Out Group og fået oplyst, at de heller ikke kender noget til det.

Bureaubiz har så spurgt Adforum om, hvordan filmen er endt på listen, men her er det endnu ikke lykkedes at finde en forklaring.

Gense filmen i Adforum-versionen her.