Hos Bark Copenhagen er vi fuldstændig enige med Finn Graversen i, at bureauer med kunder, der sælger til hr. og fru Danmark har et ansvar. Faktisk mener vi at alle reklamebureauer, der kommunikerer i det offentlige rum eller de bredere medier, har et ansvar. Og vi støder da også selv på kampagner, hvor vi ikke mener, bureauet bag har levet op til sit ansvar. Et eksempel er kampagnerne fra Cult Shaker, hvor man helt bevidst og meget effektfuldt leger med grænserne for nøgenhed og seksualisering i det offentlige rum. Men man tager børn, forældre og mange andre som gidsler i forfølgelsen af opmærksomhed og opsigt.
Der er ingen tvivl om at Finn Graversen er i målgruppen for vores kampagne for Totempo, så hans mening er da bestemt relevant. Og med en kampagne som Totempos der ligger så massivt i blokken fordelt på hele dagen og mange forskellige typer voksenprogrammer er hans holdning i øvrigt relevant under alle omstændigheder. For vi mener helt klart, at vi har et ansvar overfor ikke bare målgruppen men også alle andre, som kunne forventes at støde på reklamerne.
Men vi er bestemt ikke enige i at vi ikke skulle leve op til vores ansvar:
Vi mener at Finn Graversen i sit argument om, at vi med bankrøverfamilien forsøger at få ekstra opmærksomhed ved at gå til kant: “Uha: Nu glorificerer vi nogle farlige typer, provokerer borgerskabet og får dermed en masse ekstra opmærksomhed”. Men intet kunne være mere forkert! Vi er meget glade for reklamen, men ikke fordi den går til kant – for det mener vi ikke den gør. Vi er glade for den, fordi vi synes den underholder godt!
Og det er nok her, skismaet er: Mellem provokation og underholdning. Hos Bark Copenhagen tror vi meget på, at vi, når vi stjæler forbrugernes tid i eksempelvis reklameblokken, er nødt til at give noget igen for at få ham eller hende ordentligt i tale. Det kan for eksempel være interessant information men oftest er det underholdning. Hvis vi ikke forsøger at gøre det, voldtager vi så at sige forbrugerens tid – og det er der mange der gør, og vi tror en del af modstanden mod eksempelvis tv-reklamer kommer herfra.
Forbrugeren føler at der bliver talt ned til dem, deres tid bliver stjålet – de får ikke noget ud af “handelen”.
Bankrøverfilmen er et sådant forsøg på at underholde. Spottet læner sig op af en fra underholdningsindustrien kendt kliche; bankkuppet. På den måde får vi skabt en interessant situation, som ender i, at nogen smadrer deres bil og får brug for en ny bil. Og her er Totempo som forhandler af blandt andet Ford relevant. Filmen kredser altså om anledningen: “Du kan stå og mangle en bil”. At hævde at filmen handler om at Totempo hjælper dig ligegyldigt, hvor kriminelt eller dubiøst dit ærinde er, er en intellektualisering og grov overfortolkning.
Vi har naturligvis gjort os overvejelser om dette forsøg på at underholde med et bankrøveri er moralsk forsvarligt. Vi er på TV, hvor man støder på fænomenet bankrøveri i både nyheds-, debat og underholdnings-indslagene, så ingen bør blive stødt af emnet. Derudover har vi sat bankrøverne i et kraftigt latterligt lys, hvor ingen kan hævde at de bliver glorificeret. Det går galt for dem (forbrydelse betaler sig ikke) og sirenen i baggrunden tydeliggør, at de bliver fanget. Selv hvis Totempo hurtigt skulle komme på lokationen med en ny bil til prøvekørsel vil røverne for længst være bag lås og slå.
