Da PeopleGroup sidste efterår lancerede åbningen af RetailPeople i Århus med Bilkas tidligere marketingdirektør, Ole Dissing, i spidsen, gik der mange spekulationer om, at det nye bureau sigtede mod at håndtere SuperBest.
Wibroe, Duckert & Partners havde tidligere nappet den overordnede branding fra Nørgård Mikkelsen, og rygter fortalte, at Jan Duckert havde lovet SuperBest direktør, Frank Sørensen, at han kunne producere tilbudsaviserne 25 pct. billigere.
Det er aldrig blevet bekræftet, og om der har været en masterplan er ikke til at sige. Men fakta er, at nu er der sket lige nøjagtig det, som mange dengang forudsagde:
SuperBest flytter tilbudsavis-produktionen fra Nørgård Mikkelsen til RetailPeople.
Det sker pr. d. 1. januar 2012, hvor kontrakten med Nørgård Mikkelsen udløber.
Da RetailPeople blev lanceret, var Envision med i ejerkredsen, men det er ikke tilfældet mere.
Det var oprindeligt meningen, at bureauet skulle være flyttet ind hos Envision, men nu er man i stedet netop flyttet ind i nye lokaler i Århus.
“De lokaler, vi har nu, er der mere fremtid i – det er årsagen til at vi har fundet dem,” siger Ole Dissing og fortsætter:
“Vi har fortsat et samarbejde med Envision omkring produktionsteknologi og lignende, men vi har været enige om, at et egentlig partnerskab ikke var optimalt for nogen af parterne i forhold til at kunne håndtere konkurrerende kunder.”
Envision har Føtex på kundelisten, og der har været rygter om, at Dansk Supermarked sagde fra over for at have RetailPeople boende hos Envision, men det er ikke rygter, Ole Dissing kan bekræfte.
Han forventer at ansætte 20 mennesker i den kommende tid – et tal som dog vækker betydelig undren hos branchekendere, fordi det vurderes til at være for stort til at håndtere en kunde som SuperBest – i særdeleshed, hvis man vil være konkurrencedygtig på prisen.
Hos Nørgård Mikkelsen berører opsigelsen da heller ikke så mange mennesker.
“Vi har opsagt 13 medarbejdere – med den besked, at hvis det lykkes at skaffe en anden dagligvarekunde, så vil vi meget gerne beholde dem,” siger adm. dr. Erik Laumand og tilføjer:
“Vi har stor ekspertise inden for dagligvarer, så nu går vi i gang med at forsøge at lande en erstatning for SuperBest.”
Da kontrakten løber resten af året, vil opsigelsen ikke få nævneværdig betydning for Nørgård Mikkelsens forventninger til indeværende år – men det er klart, at der er større usikkerhed for 2012. Erik Laumand er dog optimistisk.
“Vi har et velsmurt produktionsapparat samt en stærk digital afdeling med fokus på webshops. Den kombination oplever vi en særdeles stor efterspørgsel efter, og derfor tror vi på, at vi kan fortsætte vores gode udvikling og vækst i de kommende år,” siger Erik Laumand.
Men selvfølgelig er han ærgerlig over at måtte sige farvel til SuperBest.
“Det er sjovt at lande store kunder – men jo altså også kedeligt at miste dem,” siger Erik Laumand og fortsætter:
“Vi har haft SuperBest i tre år, der har været meget turbulente. Først blev kæden ramt af en kødskandale, så kom finanskrisen, og nu er alle kæder ramt af stigende fokus på discount. Det siger sig selv, at så meget turbulens kan påvirke samarbejdet.”
Samtidig med at tabe SuperBest kan Nørgård Mikkelsen dog glæde sig over at have landet Carlsbergs kommende ølvalg – samt flere andre kunder.