Kort kan være godt. For selv om de fleste instruktører drømmer om at lave en spillefilm, kan der ligge stor kunst i at kunne fortælle sin historie stramt og skåret ind til benet, som kortfilm gør. Selvfølgelig, uden at det føles som en amputeret oplevelse for publikum.
Nu har Thomas Levin kastet sig ud i formatet. Nogle vil måske bedst kende ham som Tom Noack i tv-serien ‘Nordskov’, men Levin skriver også egne teaterstykker og har over årene udviklet sig til en ganske habil dramatiker. Endda en Reumert-vindende en af slagsen. Og nu har han taget nogle af sine erfaringer som skuespiller og dramatiker i brug for at instruere sin første film, ‘Walter og Alma’, som han også selv har skrevet.
Du kan læse mere om baggrunden for filmen, som Microsoft står bag økonomisk, her:
Microsoft laver unbranded content med Marvelous og Levin
Humanistisk historie uden pladder
I ‘Walter og Alma’ er livet ikke så nemt. Hverken for den invalide, kørestolsramte Walter, der har både fysiske og psykiske mén efter en trafikulykke, hvor hans kone og barn er omkommet, eller for pigen Alma, der er på slæb i sin mors kærlighedsliv.
Det er da Alma og moren skal besøge morens nye kæreste, der er nabo til Walter, at Walter og Alma mødes. Eller rettere, bliver vidner til hinandens liv.
Alma betragter på afstand hvordan han højlydt skælder ud på alt og alle, fra sin egen handicapmedhjælper til en fodboldspillende dreng i gården. Ikke mange undslipper Walters aggressive rasen. Og Walter opdager, hvordan Alma bliver overladt til sig selv og ikke har et sted at være, da moren og kæresten har glemt at efterlade en nøgle til hende. Modvilligt inviterer han hende og det hamster hun bærer rundt på, og som han gnavent kalder for ‘rotten’, ind i sin lejlighed og under Almas uskyldige, men pågående spørgsmål, sænker Walter langsomt paraderne.
Da moren og kæresten omsider kommer tilbage, er det blevet mørkt og for koldt til at hamsteret har godt af at komme ud og i sin nød, efterlader Alma ‘rotten’ til Walters varetægt. Om det er omsorgen for den eller mødet med Alma, der har blødgjort Walter, da vi møder ham nogle uger senere, er op til egen fortolkning, men i hvertfald er det tilsyneladende en mand, der er i lidt mere fred med verden og sig selv.
Som man måske kan fornemme, er det en historie med en meget humanistisk pointe. Heldigvis leveret på en klædelig diskret måde, så tonen hverken kammer over i sentimentalitet eller budskabet føles for tykt.
Ord over billeder
Det er tydeligt at mærke, at Levins største interesse ligger i dialogen og den psykologiske udveksling mellem karaktererne end i det visuelle udtryk i form af æstetik og kameravinkler. Og det er ikke helt til at afgøre om den non-distinkte billedstil er et bevidst valg eller mangel på erfaring.
Til gengæld har Thomas Levin godt styr på sin personinstruktion. I rollen som Walter ses Kim Bodnia og selv om karakteren er overgjort – han råber meget, ja, det forstår vi ret hurtigt, og færre eksempler kunne nemt have gjort det – er Bodnia så dygtig en skuespiller, at han meget troværdigt, i glimt, lader os fornemme det, der er bagved den brovtende, bryske facade. Den ensomme fortvivelse, der i selvbeskyttelse er blevet pakket ind i bitter vrede.
Og også Frida Luna Roswall Mattsson som Alma, rammer den ukuelige friskhed, som hendes karakter besidder. I filmens mest intense scene, hvor de to forsigtigt føler hinanden på tænderne i Walters stue, er der så god kemi mellem den unge og den ældre skuespiller, at man sagtens kunne have set mere af de to.
Tekniske fejltrin
I den mere tekniske detalje-afdeling kan valget af den klassiske underlægningsmusik godt undre. Den bliver brugt som en aktiv del senere – da Walter spiller den i sin lejlighed og Alma kommenterer på den – men især i filmens begyndelse virker den dels ude af trit med det vi ser og alt for dominerende i forhold til at den ikke rigtig er en medspillende komponent.
Også de små tidsskilte, der gør os opmærksom på hvad klokken er, efterhånden som dagen skrider frem, virker unødvendige for fortællingen.
Udfordringen ved kortfilm er ofte, om historien er foldet nok ud, så vi ikke sidder med en fornemmelse af en skitse af en film i stedet for et helstøbt resultat. Den udfordring lykkes for Levin her og med ‘Walter og Alma’ viser han, at han kan skabe karakterer vi husker og at der klart er talent til at fortælle flere historier.
Hvis du har lyst til at se ‘Walter og Alma’, så kan du kan se filmen her.
Har du en kommentar til Ann Lind Andersens anmeldelse eller ‘Walter og Alma’ – så skriv den nedenfor.
